13-årige Nina: Her er opskriften på den perfekte klasse

7. A på Rosenlundskolen må være en af de bedste af sin slags. Sådan får dit barn den bedste klasse

Hvis der er det mindste vrøvl i klasssen, bliver det taget op på et møde. (Foto: DR)
Hvis der er det mindste vrøvl i klasssen, bliver det taget op på et møde. (Foto: DR)

- Vi har en regel i klassen om, at hvis man har et problem med en person, så siger man det til personen selv i stedet for at sige det til andre. Jeg ved godt, det er svært. For når man er uvenner med en person, gider man jo ikke snakke. Men det er altså vigtigt at gøre det.

Ordene kommer fra 13-årige Nina, som er med i dokumentarserien 'Klassekabalen', som bliver sendt i seks afsnit på DR Ultra fra i aften kl. 20.00.

Har du spørgsmål til hvordan dit barn kan få den perfekt klasse? Chat med Ninas lærer Gitte Artby på ekstrabladet.dk klokken 20.20 (lige efter programmet).

Her følger man Ninas klasse i et års tid og er med, når eleverne ærligt fortæller om venskaber, kærester og om følelsen af at være udenfor.

Hun er meget spændt på, hvordan serien bliver modtaget - og også lidt nervøs. Men hun mener, den har et godt budskab.

- Vi går meget op i det sociale i klassen. Og det er rigtig fedt. Man kan ikke koncentrere sig om at lære noget, hvis man er i dårligt humør eller uvenner med nogen. Man kan ikke rigtig tænke på andet, end om man nu bliver gode venner igen, og så kan det altså være nok så spændende, hvad der foregår oppe ved tavlen, siger hun og fortsætter:

- Vi har lært, at man skal passe godt på hinanden. Og selvom jeg synes drengene er lidt nederen nogen gange, når de bare vil spille fodbold, så er det vigtigt, at man kan være sammen alle sammen. Selv om man har en bedste veninde, som er den eneste man stoler 100 procent på og fortæller alt, så er det vigtigt, at man har tilliden til hinanden i klassen.

Ingen kærester
Selvom der godt kan være lidt småproblemer mellem eleverne engang imellem, så er det aldrig noget, der når at udvikle sig til mobning. Højest lidt drilleri.

- Der var en periode, hvor der var lidt med nogle kliker blandt pigerne. Men så tog vi det op på et møde på sådan en god måde. Der var ikke nogen, der blev hængt ud, så de blev kede af det. Men vi fik ligesom talt ud om problemerne. Og så stoppede det, fortæller Nina, der håber at klassens time kommer tilbage på skoleskemaet.

- Det var jo der vi fik ordnet alle de personlige ting i klassen, siger hun.

Nina har meget også store forventninger til det kommende skoleår.

- Jeg tror drengene er blevet lidt ældre, så det bliver nemmere at lave noget alle sammen. Og hvis ikke skal vi piger skal nok finde på nogle ting, vi kan hygge os med - og nu får vi endda lov til at gå udenfor skolen i frikvartererne.

- Hvad med kærester og den slags?

- Altså. Jeg synes, det er lidt noget rod, hvis man bliver kæreste med en fra klassen. Jeg har selv været kæreste med Oliver i nogle måneder, og det var jo fint nok, så længe man svæver på en lyserød sky. Men når man så slår op og bliver sure og irriterede på den anden, så skal man jo stadig se på hinanden hver dag. Det er ikke så fedt.

- Så hellere finde en kæreste udenfor klassen?

- Jeg tror, det vil være bedre, siger Nina, der drømmer om en karriere som civil ingeniør.

1 af 5 Nina er både gode venner med pigerne og med drengene. (Foto: DR)
2 af 5 DR-ultra har gennem et år fulgt 5.A fra Skovlunde. (Foto: DR)
3 af 5 DR-ultra har gennem et år fulgt 5.A fra Skovlunde.(Foto: DR)
4 af 5 DR-ultra har gennem et år fulgt 5.A fra Skovlunde. (Foto: DR)
5 af 5 Hvis der er det mindste vrøvl i klasssen, bliver det taget op på et møde. (Foto: DR)
32 kommentarer
Vis kommentarer