13 milliarder kroner i skattely spores til Putin

De lækkede dokumenter 'Panama Papers' afslører flere af verdens lederes involvering i skattelyselskaber

Her ses den russiske præsident Vladimir Putin i selskab med vennen Sergei Roldugin (tv). Foto: Topfoto
Her ses den russiske præsident Vladimir Putin i selskab med vennen Sergei Roldugin (tv). Foto: Topfoto

Rigmænd og toppolitikere verden over er involveret i international skattesvindel.

Det viser 11,5 millioner lækkede dokumenter fra det panamanske advokatfirma Mossack Fonseca, der også er kendt som ’Panama Papers’.

I aftes offentliggjorde medier i hele verden, hvilke firmaer, privatpersoner, sportsstjerner og mindst 72 tidligere og nuværende statsledere der har placeret penge i skattely.

Det er blandt andet kommet frem, at fodboldspilleren Lionel Messi, Ruslands præsident, Vladimir Putin, den syriske præsident, Bashar al-Assad, og den islandske præsident, Sigmundur Davíð Gunnlaugsson, nævnes i dokumenterne.

Sporet til Putin
Den for verden ukendte russiske cellist og dirigent Sergei Roldugin er en af de personer, der ejer flere selskaber i skattely, afslører dokumenterne.

Men selv om Roldugin er en nærmest ukendt russer, er hans bedste ven en af de mest berygtede personer i verden – nemlig den russiske præsident, Vladimir Putin, og han er desuden gudfar til Putins datter Maria.

Ifølge det engelske medie The Guardian kan mere end to milliarder dollars (13 mia. kr.) ledes lige til den russiske præsident, selv om Vladimir Putins navn ikke står noget sted i de lækkede dokumenter.

Penge-finten
Putins nærmeste venner er blevet rigere og rigere, mens dokumenterne viser, at Putins egen familie har nydt godt af milliarderne.

Roldugins skattelyselskaber har modtaget flere milliarder i såkaldte ’lån’ fra russiske statsbanker og –virksomheder – heriblandt banken Rossiya, hvis direktør er Putins ven Juri Kovalchuk.

Pengene sendes som lån med ekstremt lave renter gennem schweiziske advokater, Mossack Fonseca, en cypriotisk bank, et firma ejet af Roldugin med adresse på De Britiske Jomfruøer og tilbage igen til Rusland via offshorefirmaet Ozon, som ejes af Kovalchuk.

Ozon ejer blandt andet det private russiske skisportssted Igora, hvor Putins datter Katarina blev gift i 2013.

De store lån betales aldrig tilbage eller bliver solgt til postboksselskaber for én dollar ifølge Aftonbladet.

Islands statsminister i uføre
Vladimir Putins nærmeste venner og familie er blevet styrtende rige gennem Panama-finten, men som tidligere nævnt er det ikke kun i Ruslands top, at finten benyttes.

I Island har de lækkede dokumenter ramt den islandske statsminister Sigmundur Davíð Gunnlaugsson.

I et interview udvandrer han efter at være blevet konfronteret med sin egen involvering i off-shorefirmaet Wintris Inc. Han ejede halvdelen af firmaet, der blev oprettet i 2007 og har adresse på øen Tortola på de Britiske Jomfruøer.

Sådan kædes Putin sammen med skattely

Ruslands præsident, Vladimir Putin, kædes ad omveje sammen med placeringen af millioner af dollar i skattely i blandt andet Mellemamerika.

I et omfattende læk af dokumenter nævnes Putin ikke direkte, men ifølge blandt andet den britiske avis The Guardian er nogle af hans allernærmeste venner indblandet gennem skuffeselskaber.

Her er et overblik over, hvordan sporet angiveligt fører til Vladimir Putin:

* Sergej Rodulgin

Musikeren Sergej Rodulgin, der er en af Putins bedste venner, er mangemillionær og ejer blandt andet 3,2 procent af aktierne i Bank Rossija, som har været underlagt sanktioner af Vesten, siden Rusland i 2014 annekterede Krim-halvøen i Ukraine.

Rodulgin står ifølge lækket som ejer af tre offshore-skuffeselskaber, som har modtaget mange millioner dollar fra blandt andet Bank Rossija.

Rodulgin introducerede blandt andet Putin for hans ekskone, Ljudmila.

* Advokatselskab i Schweiz

Advokater fra det schweiziske selskab Dietrich Baumgartner and Partners i Zürich har modtaget instruktioner fra Bank Rossija og videregivet dem til Mossack Fonseca.

* Mossack Fonseca

Mossack Fonseca, der er et af verdens største offshore-advokatfirmaer, oprettede herefter en række skuffeselskaber med tilknytning til blandt andet Sergej Rodulgin. Et af selskaberne er Sandalwood Continental.

* Russian Commercial Bank of Cyprus (RBC)

Banken er et datterselskab til den statsejede russiske bank VTB. Banken ydede lån med meget lave renter til Sandalwood Continental for op mod 650 millioner dollar, hvilket er over fire milliarder kroner.

* Sandalwood Continental

Selskabet blev i sin tid oprettet på De Britiske Jomfruøer. Mellem 2009 og 2012 modtog det lån for over en milliard dollar fra blandt andre Bank Rossija til lave renter.

* Ozon

Offshore-selskabet Ozon, der blandt andet ejer det private skiresort Igora uden for Sankt Petersborg i Rusland, har modtaget lån for 11,3 millioner dollar (73 millioner kroner) af netop Sandalwood. Vladimir Putins datter Katja blev gift på skisportsstedet i 2013.

Ozon ejes af Juri Kovaltjuk, der er bestyrelsesformand og sidder på den største aktiepost i netop Bank Rossija, der beskrives som Putins "personlige bank".

På den måde er penge, der har været igennem skuffeselskaber i skattely, igen endt i Rusland hos nogle af Putins nærmeste venner.

Kilde: The Guardian/ Ritzau

Den islandske statsminister Sigmundur Davíð Gunnlaugsson. Foto: AP
Den islandske statsminister Sigmundur Davíð Gunnlaugsson. Foto: AP
 

Del af islandsk bankkrak
Mens hans eget land Island var ved at gå konkurs, solgte det dengang nyvalgte parlamentsmedlem efter to år, 2009, sin andel af firmaet til sin kone, som i forvejen ejede den anden halvdel, for den lille sum på én dollar.

Wintris skulle blandt andet have haft at gøre med de kollapsede islandske banker, som var en central del af kollapset i den islandske økonomi.

I interviewet startede Sigmundur Davíð Gunnlaugsson med at benægte ethvert kendskab til off-shoreselskaber. Men da han blev spurgt specifikt til Wintris ændrede tonen sig, og præsidenten så yderst presset ud.

- Noget bliver gjort mistænkeligt, som ikke er mistænkeligt.

Kort efter forlod præsidenten interviewet.

Angiveligt skal millioner af dollar været ført gennem offshoreselskabet frem til 2015, mens Island årene forinden var tæt på en statsbankerot, skriver Ritzau.

Adgang til Panama-papirer

Ekstra Bladet har ikke haft mulighed for at undersøge de 11,5 millioner interne dokumenter fra advokatfirmaet Mossack Fonseca i Panama i skattely-skandalen.

Dokumenterne er lækket til 109 medier fra 76 lande i organisationen International Consortium of Investigative Journalists, hvor Ekstra Bladet ikke er medlem.

Danmarks Radio og Politiken er medlem af organisationen, og de har som de eneste danske medier haft mulighed for at undersøge omfang og kontekst for en dansk kobling til den internationale skattely-skandale.

150 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere