13 personer smittet med corona døde i Danmark

13 personer smittet med coronavirus har mistet livet i Danmark. Det oplyser Statens Serum Institut i sin seneste overvågningsrapport

Lørdag ved middagstid har Statens Serum Institut registreret 1326 personer smittet med coronavirus, men det tal kan være meget højere. Forstå hvorfor her. Video/foto: Helle Arensbak, Mads Nissen, Marcus Trappaud Bjørn, Ritzau Scanpix: Anthon Unger, Dado Ruvic, Philip Davali. Redigering: Emma Svendsen

Lørdag klokken lidt i 12 har Statens Serum Institut offentliggjort sin seneste overvågningsrapport over coronavirussens indtog i Danmark.

Af opgørelsen fremgår det, at der nu er 1326 personer i Danmark smittet med corona. Det er en stigning på 71 personer siden fredag.

Foruden antallet af smittede kan man se, at der i skrivende stund er 206 personer indlagt som følge af virusen. Heraf ligger 35 personer i respirator.

13 personer har mistet livet i Danmark efter de blev smittet med coronavirus.

Siden 27. februar har man testet 11.657 personer for coronavirus i Danmark.

Fra at have testet bredt for mistanke om virussen, ændrede myndighederne strategi 11. marts til at primært at teste personer med milde og mere alvorlige luftvejssymptomer.

Derfor regnes der også med, at der er et betydeligt mørketal i forhold til det reelle antal coronasmittede i Danmark.

580.000 risikerer at blive smittet
Ifølge Sundhedsstyrelsen risikerer op mod 580.000 danskere at blive smittet med coronavirus i første bølge af sygdommen i løbet af foråret.

Ud af den gruppe er vurderingen, at 11.200 vil være så syge, at de har brug for at blive indlagt, og 2800 vil have brug for intensiv behandling. Det vil dog ikke være på samme tid, men over en periode.

Ifølge Søren Brostrøm forventer Sundhedsstyrelsen i løbet af næste uge at kunne fremlægge mere præcise og opdaterede tal. Det gælder også, i forhold til hvornår det ventes, at epidemien topper.

1078 kommentarer
Vis kommentarer