Omkring 1350 migranter er torsdag blevet reddet af den italienske kystvagt.
Det er sket ved 12 redningsaktioner, der fandt sted på Middelhavet, skriver den italienske kystvagt i en pressemeddelelse.
Ét lig er blevet bjerget i forbindelse med aktionen.
Et skib fra kystvagten samt flere private skibe og to både fra en nødhjælpsorganisation var involveret i operationen, der var under italiensk kontrol og fandt sted midt på Middelhavet.
Migranterne var hovedsageligt om bord på mindre både samt et enkelt større skib, da de blev fundet.
En opgørelse udsendt torsdag viser, at 25.100 migranter er ankommet til Italien i år. Det er 30 procent flere end samme periode sidste år, skriver nyhedsbureauet AFP.
Opgørelsen viser samtidig, at 663 personer er omkommet på havet mellem Libyen og Italien i 2017. I 2016 døde mere end 5000 personer på ruten.