14 katte efterladt i iskoldt bur - ejer skrev 'undskyld' på en seddel

- Jeg ved ikke, hvem de siger undskyld til. Om det er til mig eller til kattene. Hvis det er til kattene, så er det ikke nok, siger dyrepasser

11 killinger og tre voksne katte blev søndag fundet efterladt i den bidende kulde på et drivvådt tæppe i en hundetransportkasse. Det er ikke til at sige, hvor længe de har ligget der, men dyrene var stivfrosne, da de ansatte hos Roskilde Internat fandt dem ved et tilfælde. Foto: Dyrenes Beskyttelse
11 killinger og tre voksne katte blev søndag fundet efterladt i den bidende kulde på et drivvådt tæppe i en hundetransportkasse. Det er ikke til at sige, hvor længe de har ligget der, men dyrene var stivfrosne, da de ansatte hos Roskilde Internat fandt dem ved et tilfælde. Foto: Dyrenes Beskyttelse

'Når nu du skulle være en stor idiot og dumpe dine dyr foran internatet, kunne du så ikke have sat dem, så man kunne se dem'.

Sådan lyder det i et opslag på Roskilde Internats Facebook-side 1. december efter personalet, der mødte ind søndag ved middagstid fandt en stor hundetransportkasse med 11 killinger og tre voksne katte. Under dem lå et drivvådt tæppe, og de voksne katte måtte ligge oven på de små for at holde varmen. Personalet kunne kun gætte på, hvor længe dyrene havde ligget der, gemt bag en blomsterkasse ved internatet.

Oven på kassen lå en seddel med et par informationer om kattene og ordet 'undskyld'.

- Jeg tænkte, at undskyld er et fattigt ord. Hvad, hvis vi havde fundet dem senere, og vi stod med 16 døde katte? Og jeg ved ikke, hvem de siger undskyld til. Om det er til mig eller til kattene. Hvis det er til kattene, så er det ikke nok, siger dyrepasser Mie Munck, som fandt de 14 katte, til TV2 Lorry.

Hun fortæller, at kattene var helt forfrosne, da de ved et tilfælde blev fundet, fordi chefens hund gøede og var ophidset i haven. Personalet var bange for, at to af killingerne var døde, fordi de muligvis havde ligget længe i det kolde vand.

Har reddet 998 efterladte dyr i år
Dyrenes Beskyttelse har i år på landsplan modtaget 526 henvendelser til Dyrenes Vagtcentral om dyr, der er blevet efterladt i bure, papkasser eller lignende. I alt har de reddet 998 efterladte dyr. På trods af, at året endnu ikke er omme, er det allerede flere end sidste år, hvor Dyrenes Vagtcentral modtog 517 henvendelser, og 945 dyr blev reddet. Det oplyser Dyrenes Beskyttelse til Ekstra Bladet.

- Det er altid med stor undren, når vi får den slags sager, for vi kan jo ikke forstå, at der er nogen kæledyrsejere, der kan finde på at skille sig af med deres dyr på den her måde, siger Jens Jokumsen, der er familiedyrschef hos Dyrenes Beskyttelse. Han fortæller, at det ofte er katte og killinger, der bliver efterladt på den farlige og ulovlige måde. Men det sker også med marsvin, kaniner og hundehvalpe.

- Vi kender ikke årsagen til det, andet end at vi godt er klar over, at det er nogen, som ønsker at skille sig af med deres dyr, og ikke ønsker at henvende sig til os eller dyrlægen eller andre. Vi ved sjældent noget om dem, for vi får jo ikke talt med dem, siger Jens Jokumsen videre til Ekstra Bladet.

Dør af kulde
Som i det nye tilfælde med de 11 killinger tre voksne katte , der blev efterladt bag en blomsterkasse ved Roskilde Internat, ligger der nogle gange et brev med, hvor folk skriver noget om, hvad dyrene hedder og hvor gamle de er, og nogle gange også, at de pågældende dyreejere 'er kede af det'.

- Så der er ingen tvivl om, at de her mennesker tit står i en ulykkelig situation, men det gør det jo ikke på nogen måde lovligt - det er en overtrædelse af dyreværnsloven - eller i orden at gøre det på den måde. For der er ingen, der ved, hvornår dyrene bliver fundet. På den her årstid er det koldt og vådt, så de kan dø af kulde. Om sommeren finder vi dem nogle gange i solen, hvor de er tæt på hedeslag. Nogle er døde, når vi finder dem, for de får ret hurtigt hedeslag. Små killinger har desuden brug for væske, ellers dør de ret hurtigt, siger Jens Jokumsen.

På den helt korte bane vil Jens Jokumsen opfordre dyreejere i en ulykkelig situation med uoverskueligt mange dyr til at kontakte et internat og høre, om de har plads. Er det ikke muligt, og har man slet ikke mulighed for selv at tage sig af dyrene, er den sidste mulighed at få dem aflivet hos dyrlægen.

På den lange bane, siger Jens Jokumsen, har dyreejeren et ansvar for at undgå, at den slags situationer opstår. Har man en hunkat med adgang udenfor, kan den meget hurtigt blive drægtig, hvis den ikke er steriliseret. Hans råd er derfor at få hunkatten steriliseret. Og har man en hankat, kan man med fordel få den kastreret.


79 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere