14.600 unge under 18 starter hvert år med at ryge

Stop-kampagner og skræmmende tal sætter ikke en stopper for de 14.600 unge under 18 år, der hvert år starter med at ryge. Måske fordi oplysningerne ikke er målrettet dem

14.600 unge under 18 år starter hvert åt med at ryge. (Foto: Mogens Flindt/Colourbox)
14.600 unge under 18 år starter hvert åt med at ryge. (Foto: Mogens Flindt/Colourbox)
Følg Samfund

De små osende pinde er meget udskældte. De er både skadelige for helbredet, kræftfremkaldende og årsag til hele 13.600 dødsfald hvert år. Det fremgår af rapporten 'Sygdomsbyrden i Danmark', der blev offentliggjort af Sundhedsstyrelsen i går.

Alligevel starter 40 unge med at ryge hver eneste dag, svarende til 14.600 hvert år. Det viser en analyse fra Statens Institut for Folkesundhed.

- Man havde regnet med, at færre unge ville begynde med at ryge, blandt andet fordi aldersgrænsen for køb af tobak er hævet til 18 år. Det er dog fortsat mange unge rygere, siger professor Janne Tolstrup, der står bag analysen af unges rygevaner.

Ingen kampagner målrettet unge
Også Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse og staten har forsøgt at skræmme folk væk fra smøgerne. Et af de mere opsigtsvækkende tiltag skete, da det blev et lovkrav, at der skulle sættes advarsler på cigaretpakkerne med sætninger som: 'Rygning kan medføre en lang og smertefuld død', 'Rygning kan dræbe' og 'Rygning kan beskadige sæden og nedsætter frugtbarheden'.

Der er dog ikke noget, der tyder på, at det har haft en effekt på de unge.

- Der har ikke været en stigning i antallet af af unge rygere, men antallet er det samme som for 20 år siden, siger Janne Tolstrup.

Hun vurderer, at de mange kampagner og lovændringer, der har været på rygeområdet, ikke har været tilstrækkelige.

Nogenlunde samme konklusion kommer Niels Them Kjær frem til. Han er Projektchef for tobaksforebyggelse hos Kræftens Bekæmpelse.

- De kampagner, der har været, har ikke været specifikt målrettet unge, og det kan have betydning for, at stadig mange unge begynder at ryge. Der er simpelthen ikke blevet afsat penge til lige præcis den yngre målgruppe, siger Niels Them Kjær.

'Cool uden røg'
Først nu er der sat gang i en massemedie-kampagne målrettet de unge. Den hedder 'Cool uden røg' og skal gøre op med rygning som smart. Men en kampagne alene er ikke nok, siger Niels Them Kjær og fortsætter:

- Kampagner kan ikke stå alene. De rammer, som de unge befinder sig i, skal også ændres.

Han foreslår, at der indføres røgfri skoletid. I dag er det forbudt at ryge på skolernes områder, men 7., 8. og 9. klasserne må gerne forlade skolernes matrikel, og derfor kan de stadig ryge. Det bør altså, ifølge Niels Them Kjær, ændres.

Se til venstre, der er en svensker
I Sverige er andelen af unge rygere nogenlunde den samme som i Danmark.

Ifølge tal fra Cancerfonden i Sverige begynder omkring 45 unge mennesker hver dag at ryge. Det betyder omkring 16.000 nye unge rygere om året.

I Norge tegner sig derimod et andet billede. Det skyldes, at de har haft et massivt fokus på at forebygge rygning blandt unge og har postet mange penge i forebyggelsen.

- De går all in i Norge med statslige finansierede kampagner, røgfri skoletid og lignende. Hvis vi bruger 4 mio. kr. i Danmark, bruger de 10 mio. kr. i Norge. De har også hævet prisen på cigaretter helt vildt, i runde tal koster en pakke det dobbelte i forhold til i Danmark, og de har gemt tobakken væk i butikkerne.

Og kigger man på kolde fakta har de mange tiltag virket. I Norge ryger fire procent af de 16-24-årige til daglig. Til sammenligning ryger 12 procent af de 16-25-årige dagligt i Danmark.

- Norge er helt klart et forbillede for Danmark, konkluderer Niels Them Kjær.

Foto: Mogens Flindt
Foto: Mogens Flindt
 

Adrian Fool, 19 år
- Hvornår begyndte du at ryge?

- Da jeg var 9 år fandt jeg en smøg, som en af mine lærere havde tabt. Jeg røg den og fik det helt vildt dårligt. Da jeg var 14-15 år begyndte jeg at ryge rigtigt.

- Hvorfor ryger du?

- Det er hyggeligt. Man er en del af en samtale og et fællesskab, når man ryger. Jeg keder mig aldrig, når jeg har en smøg.

- Påvirker det dig, når der kommer en undersøgelse, som viser, at 14.600 dør af rygning hvert år?

- Ja og nej. Der er så meget, der er farligt. Altså man kan nærmest få kræft af en boullionterning. Jeg vil gerne stoppe på et tidspunkt, men nu hvor jeg stadig er ung, bliver jeg ved.

- Er der noget, der kan få dig til at stoppe?

- Hvis mine venner begyndte at dø, ville jeg stoppe.

Foto: Mogens Flindt
Foto: Mogens Flindt
 

Rasmus Fool, 33 år
- Hvornår begyndte du at ryge?

- Jeg har røget siden jeg var 15.

- Hvorfor ryger du?

- Da jeg startede med at ryge, gjorde jeg mig ikke så mange tanker.

- Påvirker det dig, når der kommer en undersøgelse, som viser, at 14.600 dør af rygning hvert år?

- Jeg synes, der er en skævvridning af, hvad der er sundt og usundt. Og der er især et meget ensidigt fokus på rygning. Alkohol rører man ikke ved på samme måde, fordi det er en kulturel ting. Og hvad med fødevarer med e-numre og gensplejsning. Vi lever et usundt liv på mange måder, der ikke har noget med rygning at gøre. Eksempelvis med stress og usunde madvaner.

- Er der noget, der kan få dig til at stoppe?

- Efter jeg er blevet ældre, kan jeg godt mærke at ting sætter sig, så jeg har skåret ned.

Foto: Mogens Flindt
Foto: Mogens Flindt
 

Thomas Esbensen, 30 år
- Hvornår begyndte du at ryge?

- Som 17-årig.

- Hvorfor ryger du?

- Jeg startede til fester, men festerne blev til hverdag.

- Påvirker det dig, når der kommer en undersøgelse, som viser, at 14.600 dør af rygning hvert år?

- Ja, det kan jo dræbe. Jeg har faktisk lavet en aftale med min tvillingesøster. Vi stopper med at ryge den 2. oktober. Jeg kan ikke bare stoppe fra dag til dag.

- Er der noget, der kan få dig til at stoppe?

- Ja, både på grund af økonomi og helbred. Mest helbred, men økonomi spiller også ind.

Foto: Mogens Flindt
Foto: Mogens Flindt
 

Elias Doukni, 25 år

- Hvornår begyndte du at ryge?

- Da jeg var 13 år.

- Hvorfor ryger du?

- Jeg startede fordi, det var sejt. Og så stoppede jeg aldrig.

- Påvirker det dig, når der kommer en undersøgelse, som viser, at 14.600 dør af rygning hvert år?

- Der er så mange skadelige ting. Hvis jeg ikke dør af lungekræft, så dør jeg nok af en anden kræftform.

- Er der noget, der kan få dig til at stoppe?

- Hvis jeg får helbredsproblemer, vil jeg nok stoppe. Jeg er typen, der skal brænde mig, før jeg kan mærke, der er varmt.

Foto: Mogens Flindt
Foto: Mogens Flindt
 

Nadia Jørgensen, 25 år
- Hvornår begyndte du at ryge?

- Jeg var 14 år.

- Hvorfor ryger du?

- Jeg startede i ungdomsklub, hvor alle røg, og så startede jeg også. Det var en social ting, og det er det stadig. Jeg ryger ikke, når jeg er alene.

- Påvirker det dig, når der kommer en undersøgelse, som viser, at 14.600 dør af rygning hvert år?

- Ja, jeg bliver skræmt, men man vender sig også til at hører sådan nogle ting og jeg lytter ikke så meget længere.

- Er der noget, der kan få dig til at stoppe?

- Når jeg får børn.

Seneste nyt

Det er ikke B.T. og Ekstra Bladet, der er de beskidte

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.