15-årig havde forhold til sin lærer: Nu kæmper hun for at ændre loven

Sofie Larsens efterskolelærer blev i landsretten frikendt for blufærdighedskrænkelse. Nu vil hun have ændret lovgivningen, så den kan beskytte andre unge mod grænseoverskridende relationer til lærere

Sofie Larsens tidligere lærer blev frikendt, efter de havde haft et forhold, da hun var 15 år gammel og elev på Hald Ege Efterskole - nu vil hun ændre lovgivningen

Det kom aldrig så vidt, at Sofie Larsen, der i 2015 var en 15-årig efterskoleelev i 9. klasse, havde sex med sin 40-årige lærer.

- Det var jeg bare ikke klar til, siger Sofie Larsen, der i dag er 21 år, da Ekstra Bladet møder hende på Hald Ege Efterskole, hvor hun var elev for knap seks år siden.

I stedet foregik forholdet mellem dem via beskeder, lavmælte kommentarer fra læreren om sex og hendes krop, når ingen kunne høre det, og i skolens fysioterapirum om natten, når de andre elever lå på deres værelser og sov, fortæller hun.

Selvom de aldrig havde sex, valgte Sofie Larsen, fire år efter hun stoppede på efterskolen, at politianmelde læreren for forholdet. Hun mener ikke, at hendes samtykke i deres forhold burde have talt, fordi han var ældre end hende, havde mere seksuel erfaring og ifølge Sofie Larsen havde magt over hende som hendes lærer.

Men læreren er blevet frikendt for blufærdighedskrænkelser, og det får nu Sofie Larsen til at starte en debat om lovgivningen for forhold mellem lærere og elever.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Sofie Larsen er i dag 21 år. Midt i hendes eksamener på bachelorstudiet har hun haft sagen mod sin tidligere lærer i først byretten og siden landsretten, hvor han til sidst blev frikendt for blufærdighedskrænkelser. Foto: Ernst van Norde
Sofie Larsen er i dag 21 år. Midt i hendes eksamener på bachelorstudiet har hun haft sagen mod sin tidligere lærer i først byretten og siden landsretten, hvor han til sidst blev frikendt for blufærdighedskrænkelser. Foto: Ernst van Norde
 

Frikendt
Den i dag afskedigede lærer har i retten erkendt, at han har sendt beskeder med direkte seksuelt indhold, mens hun var elev, og et billede af sin erigerede penis, umiddelbart efter hun stoppede på skolen, beskriver Viborg Folkeblad, der har dækket retssagen.

Som en del af beskedudvekslingen sendte Sofie Larsen billeder af sig selv i undertøj, kort efter hun havde forladt 9. klasse på efterskolen, fortæller hun.

I byretten blev han efterfølgende idømt tre måneders ubetinget fængsel, fik frataget retten til at arbejde med børn i tre år og blev dømt til at betale en godtgørelse på 15.000 kroner til Sofie Larsen for blufærdighedskrænkelse.

Men Sofie Larsen var forelsket i læreren, mens forholdet stod på. Hun var derfor ikke blevet krænket, fastslog landsretten, der frikendte ham.

'Magiske fingre'
I begyndelsen var beskederne mellem hende og læreren venskabelige. Han synes, hun var sød og dygtig. Men sidenhen ændrede beskederne karakter. Deres samtaler kom til at handle om sex og sexfantasier, fortæller Sofie.

En af episoderne, hvor de to ifølge Sofie Larsen havde intim kontakt, skete efter læreren en dag skrev, at hun skulle mærke hans 'magiske fingre', og de aftalte, at han skulle massere hende i skolens fysioterapirum.

- Jeg kan huske lyset fra gadelampen, siger hun, mens hun peger på gadelampen ved siden af sig, og forklarer, at der var helt mørkt i rummet, for selvom de andre elever var gået i seng, ville de ikke risikere at blive set.

- Det var egentlig lidt lige meget, om der var mørkt. Jeg ville nok have lukket øjnene alligevel, fortæller hun.

Hun havde undertøj på og et håndklæde over sig.

Artiklen fortsætter under billedet ...

I retten har Sofie Larsen fremlagt flere episoder, hvor de har været intime sammen enten fysisk eller digitalt. Landsretten vurderede, at hun havde givet samtykke. Læreren kunne ikke tiltales under skolelærerparagraffen, fordi de ikke havde haft samleje. Foto: Ernst van Norde
I retten har Sofie Larsen fremlagt flere episoder, hvor de har været intime sammen enten fysisk eller digitalt. Landsretten vurderede, at hun havde givet samtykke. Læreren kunne ikke tiltales under skolelærerparagraffen, fordi de ikke havde haft samleje. Foto: Ernst van Norde
 

Læreren åbnede under massagen hendes bh, husker hun. I retten fortalte han, at han ikke åbnede den, ligesom han ikke mener, at han rørte hende omkring brysterne eller hendes kønsdele ifølge Viborg Folkeblad.

- Jeg var nervøs. Det kan man godt sige. Meget nervøs. Jeg frygtede på en eller anden måde, at han ville have sex med mig, og det var jeg ikke klar til, fortæller hun.

Hun havde fortalt ham, at hun havde menstruation, så han vidste, at der ikke kunne ske noget mellem dem.

- Jeg havde haft menstruation nogle dage inden, og så havde jeg ladet en tampon blive i. Jeg vidste godt, at det er usundt at have en tampon i så længe, men jeg var nervøs for, at han ville hive tamponen ud og finde ud af, at jeg slet ikke var så voksen, som jeg havde sagt, siger hun.

Artiklen fortsætter under faktaboksen ...

Det siger 'skolelærerparagraffen'

Paragraf 223 i straffeloven kaldes også 'skolelærerparagraffen' og er lavet for at beskytte børn og unge under 18 år mod seksuel udnyttelse begået af myndighedspersoner.

Den lyder således:

'Den, som har samleje med en person under 18 år, der er den skyldiges stedbarn eller plejebarn eller er betroet den pågældende til undervisning eller opdragelse, straffes med fængsel indtil 4 år.'

'Stk. 2. Med samme straf anses den, som under groft misbrug af en på alder og erfaring beroende overlegenhed forfører en person under 18 år til samleje.'

Kilde: Danske Love

'Hul i lovgivningen'
Selvom deres forhold handlede om sex, kunne anklageren ikke rejse sag mod læreren under paragraf 223, der også kaldes 'skolelærerparagraffen', fordi de aldrig havde samleje eller samlejelignende forhold.

Men Sofie Larsen står i dag med en følelse af, at forholdet mellem dem var grænseoverskridende, og at hun ikke var gammel eller seksuelt erfaren nok til at sige fra over for den relation, de to fik.

- Jeg bliver jo nødt til at stole på, at det er blevet dømt ordentligt, siger hun.

- Men det betyder jo bare, at det her er et eksempel på noget, der er meget større end bare en dom. Det betyder, at der er et decideret hul i lovgivningen.

- De (landsretten, red.) siger jo, at jeg gav samtykke. For mig giver det ikke mening, at vi siger, at eleven er i stand til at give samtykke, når det handler om alt lige indtil samleje. Man kan jo gøre mange ting, som ikke er defineret som samleje.

Artiklen fortsætter under videoen ...

Flere partier mener, at der er behov for at kigge på lovgivningen, efter de har hørt om Sofie Larsen sagen.

'Jo tættere på nul, jo strammere hul'
Da Sofie Larsens år på efterskolen sluttede, fandt hun en side i sin mindebog, hvor læreren havde skrevet en hilsen. I retten har han ifølge Zetland fortalt, at det var ment som en joke.

'Jo tættere på nul, jo strammere hul. I mine drømme har jeg været i alle tre,' stod der.

Da hun læste beskeden, gik der lidt tid, før hun forstod, hvad det betød.

- Mange af de ting, der skete, var jeg aldrig blevet introduceret til før. Jeg kan huske, at da han skrev den besked, tænkte jeg: 'i alle tre? Hvad mener han?'

- Jeg kunne jo forestille mig det ene hul. Så tænkte jeg, at nummer to måtte være munden, og så tænkte jeg: 'Okay, kan man også have analsex?'.

Artiklen fortsætter under videoen ...

Da eleverne skulle stoppe på efterskolen, udvekslede de mindebøger, hvor de efterlod beskeder til hinanden. Den pågældende lærer efterlod en til Sofie Larsen, hvor der stod 'Jo tættere på nul, jo strammere hul. I mine drømme har jeg været i alle tre'. Foto: Ernst van Norde
Da eleverne skulle stoppe på efterskolen, udvekslede de mindebøger, hvor de efterlod beskeder til hinanden. Den pågældende lærer efterlod en til Sofie Larsen, hvor der stod 'Jo tættere på nul, jo strammere hul. I mine drømme har jeg været i alle tre'. Foto: Ernst van Norde
 

'Bare de gør noget'
Det er, når hun tænker tilbage på episoder som den, at hun mener, at læreren var hende seksuelt overlegen.

- Jeg ville jo bare gerne være voksen. Det var det, det handlede om. Men det var jeg jo ikke, og mit ja burde ikke have talt, siger hun.

Det var netop hendes samtykke, der havde vægtet, da landsretten frikendte ham for blufærdighedskrænkelser.

- Jeg håber, der kommer en lovændring. Enten må man ændre skolelærerparagraffen eller blufærdighedsloven, mener hun.

- Bare de gør noget.

Den nu tidligere lærer har ikke ønsket at udtale sig om sagen, oplyser han til Ekstra Bladet via sin forsvarsadvokat, Peter Nisgaard Brink.