15 hemmelige tricks til din iPhone

Vidste du, at du kan styre din iPhone med hovedbevægelser, se alle de steder du har været gennem flere måneder eller få højtlæsning?

Din iPhone kan mere end du tror. (Foto: AP).
Din iPhone kan mere end du tror. (Foto: AP).

Rigtig mange af os render rundt med en iPhone i lommen, og de fleste mener måske, at de har fuldstændig styr på alle de smarte ticks, den kan.

Men der ligger faktisk mange funktioner gemt i den firkantede sag, som nok kun über-nørderne kender til. Nogle af dem er skøre og sjove, mens andre er mere brugbare og praktiske.

Herunder har vi med hjælp fra Business Insider UK samlet en række tips og funktioner, som du muligvis ikke kendte til. Vi skal gøre opmærksom på, at alle funktionerne ikke virker på alle iPhones - flere af dem kræver en af de nyeste telefoner og iPhone opdateringer:

1. Videresend en sms

Ligesom med en mail kan du videresende en sms til andre af dine kontakter. Du skal blot dobbeltklikke på den besked, du vil videresende, klikke på boksen hvor der står 'mere' og herefter trykke på pilen i nederste højre hjørne. Så popper sms'en op i en ny besked, hvor du kan skrive den nye modtagers nummer i kontaktfeltet.

2. Se alle de steder du har været

Kan du ikke lige huske, hvor mange gange du har besøgt din mor eller været på arbejde de seneste par måneder? Så kan iPhone give dig svaret på din færden, hvis du klikker på 'indstillinger', 'anonymitet'  og så 'lokalitetstjenester. Når du scroller ned i bunden, vælger du 'systemtjenester' og herefter 'hyppige lokaliteter. På den måde får du serveret din geografiske historik, inden for de seneste måneder. Big Brother is indeed watching you!

3. Spar på batterierne

Hvis du er ved at løbe tør for batteri, er der en simpel måde, at få batteriet til at holde længere. Du vælger 'indstillinger', 'generelt og så 'tilgængelighed'. Herefter vælger du 'inverter farver', hvorefter farverne på din iPhone vil se noget anderledes ud - men altså styrke batteriets levetid.

4. Benyt Siri uden hænder

Hvis du står i køkkenet, laver mad og har fuldstændig fedtede fingre, kan Siri være behjælpelig, hvis du for eksempel skal have sat en timer. Vælg 'indstillinger', 'generelt' og 'siri', hvorefter du vælger 'aktiver Hey Siri'. På den måde skal du blot sige 'Hey Siri' efterfulgt af for eksempel 'set timer til 10 minutter' i stedet for selv at fedte med telefonen. For at få telefonen til at gøre dette, kræver det dog, at den er koblet til en oplader.

Mobil - 8. apr. 2015 - kl. 23:11 TV: Endelig - Nu taler Siri dansk

5. Få Siri til at læse alt op

Gider du ikke selv læse den lange artikel igennem? Så kan du bede Siri om det ved at vælge 'indstillinger', 'generelt', 'tilgængelighed' og så 'tale'. Derefter aktiverer du 'tale skærm' og 'tale udvalg'. Derefter kan du gå ind på en artikel, kører to fingre ned fra toppen af skærmen, og Siri vil så oplæse det, der står på skærmen.

6. Lær Siri hvordan man udtaler navne

Når du spørger Siri 'what's my name', vil du hurtigt kunne høre, om den udtaler dit navn rigtigt eller ej. Hvis ikke, kan du sige, at den udtaler det forkert. Husk at bruge Siris 'forkerte' udtale af navnet for at få den til at forstå, hvilket ord der er tale om. Derefter spørger Siri, hvordan navnet så udtales. Når du har sagt det, vil den komme med tre forslag til, hvordan det udtales, og når du har valgt det rigtige, vil den huske det.

7. Styr din iPhone ved at rykke hovedet

Den her er måske mest til über-nørderne, men den er alligevel meget sjov. Du vælger 'indstillinger', 'generelt', 'tilgængelighed'. Vælg herefter 'knapbetjening', 'knapper', 'tilføj ny knap', 'kamera' og så 'hovedbevægelse til venstre/højre'. Når du har trykket på den, vælger du under 'system', hvilken funktion du vil have til at fungere ved hjælp af et nik med hovedet enten til højre eller venstre. Det kan for eksempel være, at du vil aktivere Siri, skifte app eller justere lydstyrken.

8. Kør dine apps ned i bunden af skærmen

Med en stor iPhone 6 kan de færreste nå alle knapper med én hånd. Men hvis du dobbeltklikker på 'hjem-knappen', kan du køre de mange app's øverst på skærmen ned i bunden, så du kan nå dem med samme hånd, som du holder telefonen med.

9. Multitask med dine mails

Hvis du er i gang med at skrive en mail, men lige skal vende tilbage til din mailboks, behøver du ikke kassere den aktuelle mail. I stedet kan du trykke øverst på skærmen, hvor der står 'ny besked' eller titlen på mailens emne, som du hiver ned i bunden af skærmen. På den måde kan du læse andre mails og vende tilbage til den mail, du var i gang med at skrive ved at hive den op fra bunden af skærmen igen.

10. Navngiv en gruppesamtale

Hvis du ofte har gruppesamtaler, kan det være svært at skelne det ene emne fra andet. Derfor kan det være smart at navngive samtalerne, så du har styr på, om det drejer sig om en fødselsdag, en sommerhustur eller noget helt tredje. Det gør du ved at trykke på 'detaljer' i øverste højre hjørne i beskedfeltet, hvorefter du i 'gruppenavns' feltet kan udfylde en titel.

11. Forlad en gruppesamtale

Hvis du derimod ikke skal med til den fødselsdag eller på den sommerhustur, som gruppen diskuterer og derfor ikke gider forstyrres af de andres beskeder, kan du trykke på 'detaljer' i beskedfeltet og herefter vælge 'forlad samtale'.

12.Gør dine sms'er lydløse

Er du træt af hele tiden at høre biplyde, når du får beskeder - men vil du alligevel ikke sætte telefonen helt på lydløs? Så kan du gøre dine sms'er lydløse ved at trykke på 'detaljer' i beskedtråden og herefter vælge 'forstyr ikke' knappen.

13. Se alle billeder fra en bestemt person

Har du en god ven, der ofte sender dig sjove eller flotte billeder? Så kan du let se hele billedstrømmen ved at klikke på 'detaljer' i beskedtråden, hvorefter der er mulighed for at gense alle billederne.

14. Se hvilke apps der bruger mest batteri

Synes du, at din telefons batteri har kort levetid? Så kan du finde ud af, om det måske kunne være bestemte apps, der er årsagen. Hvis du vælger 'indstillinger', 'generelt', 'brug' og 'batteribrug', får du en liste over, hvor meget batteri de forskellige apps bruger - og eventuelt beslutte dig for, om du vil slette en eller flere af dem.

15. Svar på en besked mens du bruger en app

Får du en besked, mens du bruger en app, kan du svare på den ved at kører fingeren fra beskedikonet og ned over skærmen. Samme metode kan du benytte, hvis din skærm er låst, når en besked tikker ind.

29 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere