15 nye tilfælde med andre coronavirusvarianter

Nogle af de nye tilfælde er med den sydafrikanske variant B1351. Præcis hvor mange oplyses ikke

WHO’s epidemiolog Maria van Kerkhove siger, at virussen vil blive ved med at mutere, og at vacciner er det bedste våben i kampen

Der er de seneste dage fundet 15 nye smittetilfælde med nye coronavarianter. Det skriver sundhedsminister Magnus Heunicke (S) søndag på Twitter.

Nogle af dem er med den sydafrikanske variant, B1351. Præcis hvor mange som er det, oplyses dog ikke.

- Sekventering vil vise om øvrige også er B1351 eller brasiliansk variant P1, skriver Magnus Heunicke i sit opslag på Twitter.

Søndagens opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI) viser, at der frem til 5. marts er fundet 20 tilfælde af den sydafrikanske variant og 2 tilfælde af den brasilianske. Yderligere 14 tilfælde af nye varianter er identificeret, og de ventes at være med en af de to varianter.

Det vides ikke, hvor mange af de tilfælde, ministeren omtaler, som indgår i søndagens opgørelse fra SSI.

Varianten B1351, der første gang blev påvist i Sydafrika i oktober sidste år, er en af dem, der holdes særligt øje med af myndighederne.

Den har flere mutationer, og det er muligt, at nogle af dem kan påvirke variantens smitsomhed eller følsomhed for antistoffer.

Den nedsatte følsomhed kan risikere at påvirke vaccinernes effekt og risikoen for at blive smittet igen.

Lørdag kom det frem, at varianten for første gang var fundet i Nordjylland, og tidligere er det også set tilfælde i Københavns Nordvestkvarter.

I København blev der skruet op for testindsatsen i området efter fundet.

Også de tilfælde, som Magnus Heunicke beretter om søndag, er der sat en intensiveret smitteopsporing i gang for, oplyses det.

Den brasilianske variant, P1, blev første gang konstateret i byen Manaus i Brasilien januar.

Den vurderes at være smitsom, og der er også mistanke om, at vacciner muligvis ikke er helt så effektive mod denne variant.

Fredag kunne anonyme kilder dog fortælle til nyhedsbureauet Reuters, at foreløbige data fra et studie tyder på, at vaccinen fra AstraZeneca er effektiv mod P1.

Vaccinen er en af de tre, der bruges i Danmark. De to andre er fra Moderna og Pfizer/BioNTech.

OVERBLIK: SSI holder øje med virusvarianter og -mutationer

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) skriver søndag på Twitter, at der er fundet 15 nye tilfælde af nye virusvarianter de seneste dage.

Flere er med den sydafrikanske variant, B1351, mens sekventering skal vise om de øvrige også er B1351, eller om de er den brasilianske variant, P1.

Men hvilke varianter holder SSI præcist øje med - og hvorfor? Det kan du blive klogere på her.

* Virusvariant B117:

Varianten blev første gang påvist i september sidste år i England.

Der er bred enighed om, at varianten er mere smitsom end den oprindelige variant af coronavirus. Den øgede smitsomhed er vurderet til at være mellem 35 og 75 procent. I Danmark viser det relative kontakttal for varianten, at den er 55 procent mere smitsom end andre varianter.

En undersøgelse foretaget af SSI viser, at personer, der er smittet med B117, har en estimeret øget risiko for indlæggelse på 64 procent. Det er i forhold til personer smittet med andre varianter.

SSI understreger dog, at i langt de fleste tilfælde giver B117 milde forløb.

I Storbritannien - men ikke i Danmark - har man fundet B117 med en ekstra mutation, E484K. Det er bekymrende, skriver SSI, for studier har vist, at E484K giver nedsat følsomhed for antistoffer.

* Virusvariant B1351:

Denne virusvariant blev første gang påvist i Sydafrika i oktober sidste år.

Den har flere mutationer i spike-proteinet på overfladen af virusset. Særligt tre af dem - K417N, E484K og N501Y - bekymrer forskerne. Det er nemlig muligt, at nogle af dem kan påvirke variantens smitsomhed eller følsomhed for antistoffer.

Studier har vist, at E484K-mutationen giver nedsat følsomhed for antistoffer. Nedsat følsomhed for antistoffer giver en bekymring for vacciners effekt på denne variant og for risikoen for at blive smittet igen.

Der har tidligere været oplyst om 17 registrerede tilfælde af varianten med den pågældende mutation. Men 'flere' af de nye 15 tilfælde af nye virusvarianter er også med varianten B1351, oplyser Magnus Heunicke søndag.

* Virusvariant P1:

I januar i år rapporterede Brasilien og Japan om varianten P1, der første gang blev fundet i den brasilianske by Manaus og hos rejsende fra Japan, der havde været i Brasilien.

Varianten har ti mutationer i spike-proteinet. Særligt tre af dem er vigtige at holde øje med. Da varianten har mutationen N501Y, som også den britiske og den sydafrikanske variant har, er der stor mistanke om, at varianten P1 har øget smitsomhed. Det er dog ikke endeligt bevist.

Det vides ikke, om varianten giver alvorligere sygdom.

P1 har også mutationen E484K, som studier har forbundet med nedsat følsomhed for antistoffer.

I Danmark er der indtil videre konstateret ét tilfælde med P1. Tilfældet blev fundet på Sjælland den 3. marts. Af de nye 15 tilfælde skal sekventering vise, om nogle af dem er tilfælde med P1.

* Virusvariant P2:

Denne variant blev fundet i Rio de Janeiro i Brasilien i slutningen af december sidste år.

Ligesom varianten P1 har denne variant også mutationen E484K, som studier forbinder med nedsat følsomhed for antistoffer. Det vides ikke, om varianten giver alvorligere sygdom.

Der er ingen kendte tilfælde i Danmark.

* Virusvariant N439K:

Varianten blev første gang påvist i Skotland i marts sidste år, men den er også set i en række andre lande. I Europa er det især i Slovenien, Tjekkiet og Rumænien.

Der er øget fokus på denne variant, da studier viser, at N439K blandt andet indikerer nedsat følsomhed over for antistoffer.

Der er ikke evidens for, at denne variant påvirker effekten af vacciner. Der er heller ikke noget, der tyder på øget smitsomhed eller et alvorligere sygdomsforløb.

Der er ikke noget i denne variant, der tyder på, at den er mere alvorlig end det generelle billede med coronavirus i Danmark.

Der er ingen kendte tilfælde i Danmark.

Kilde: Statens Serum Institut (SSI).