16-årige Annika: Jeg faldt om af stress

Næsten hver femte ung føler sig ofte stresset. Sådan var det også for 16-årige Annika, indtil hun fandt den rigtige hjælp

I klippet kan du høre Annika og hendes mor fortælle om deres erfaringer (Video: Rie Andersen og Cecilie Guldberg)

Annika går i 7. klasse og er på vej i skole, da det pludselig sortner for hendes øjne. Kort tid efter er hun på vej i en ambulance til Roskilde Sygehus.

- Jeg kunne se på min telefon, at Annika ringede, men da jeg så tog den, var det en ambulanceredder. Jeg blev meget bekymret og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, fortæller 47-årige Anne Andersen, der er Annikas mor.

Det blev dog ikke sidste gang, at den unge pige skulle falde om. I alt har Annika Andersen været indlagt seks-syv gange på sygehuset med besvimelser, hvor personalet havde svært ved at finde ud af, hvad hun egentlig fejlede. Hun var også flere gange til lægen med mavesmerter.

I dag, cirka to år efter, går hun i 9. klasse og ved, hvad der forårsagede hendes black-outs.

- De troede, at der var noget galt med mit hjerte, men det viste sig, at der slet ikke var noget galt fysisk. Jeg var bare virkelig stresset og ked af det, og min krop sagde simpelthen fra, fortæller 16-årige Annika Andersen.

Se også: Derfor er teenageres humør som en tikkende bombe

Et skoleskift for to år siden var det, der blev starten på Annikas stress. Hun havde svært ved at nå det hele i skolen, og samtidig meldte puberteten sig også på banen.

- Alle de ting, der har spillet en rolle i mit hoved, var på deres allerhøjeste max. Det var bare det hele med lektier, lærere, skole, venner, kæreste og familie, fortæller Annika Andersen.

Hun er langt fra den eneste teenager, der bliver ramt af alvorlige stresssymptomer. Næsten hver femte ung mellem 10-24 år føler sig ofte stresset, og der er sket en fordobling i forekomsten af stress hos de unge fra 1987 til 2005, viser en rapport fra Vidensråd for Forebyggelse fra 2014.

Den stigning mærker man også hos GoMentor.dk, der er en portal for psykologer, terapeuter og coaches. Her oplyser man, at der på halvandet år er sket en fordobling i henvendelser fra bekymrede forældre til unge, som har problemer med for eksempel stress, lavt selvværd og mobning. Det er især piger, som har problemer.

- Det handler meget om, at særligt pigerne bliver i tvivl om, hvorvidt de er gode nok og gør de rigtige ting. De udsættes konstant for valg og behov for prioritering, hvilket de har det svært med. Samtidig har mange forældre vanskeligt ved at nå ind til den unge, og de mangler redskaber til, hvordan de skal tackle problemerne, siger Claus Kaaber, der er direktør for GoMentor.

Se også: Nej, nej: Det er her stress hærger flest ansatte

Ifølge Nini Flyvholm, der er autoriseret psykolog, er det ikke svært at finde årsagen til, at flere og flere unge kæmper med det psykiske.

- Det er en skrækkelig kulturel udvikling ofte med helt umenneskelige idealer, som de unge har brug for hjælp til at færdes i og yde modstand mod. Det er en hård opgave at være ung i dag. Der er mange forventninger at leve op til og derfor også mange muligheder for at fejle og ikke føle sig god nok, siger hun.

16-årige Annika Andersen oplevede, at det var svært at sige højt, at hun havde brug for hjælp - og hun vidste ikke, hvilken hjælp, hun egentlig havde brug for. Efter fejlslåede samtaler med tre forskellige psykologer, som hun blev henvist til af sin læge, fandt Annikas mor for et halvt år siden frem til en coach, som var den helt rigtige hjælp for Annika.

I dag klarer hun sig godt og er færdig med at gå i terapi.

- Før var min psyke virkelig på sit laveste. Det var bare alt, der ramlede sammen. I dag har jeg fået et meget bedre liv og er en rigtig glad pige, fortæller Annika.

Du kan høre Annika og hendes mor fortælle om deres erfaringer i TV-klippet over artiklen.

I morgen klokken 14 kan du på ekstrabladet.dk chatte med forældrerådgiver Claus Kaaber og psykoterapeut Helle Sommer om, hvordan du bedst kan hjælpe din teenager ud af sine psykiske problemer.

43 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere