160 kvadratmeters garage og hjemmebiograf: Her er Danmarks dyreste hus

Der skal mange millioner på bordet, hvis man vil erhverve sig denne pragtvilla. Til gengæld får man både havudsigt, bar- og loungeområde og sin helt egen biograf med i prisen

Foto: Elbæks Ejendomsmægler
Foto: Elbæks Ejendomsmægler

Strandvejen nord for København tiltrækker med sin beliggenhed ud til Øresund, havudsigten og nærheden til Danmarks hovedstad nogle af landets bedst bemidlede huskøbere.

Og det er da også en med rigtig meget guld på kistebunden, der skal findes til den moderne pragtvilla, som netop har indtaget pladsen som Danmarks dyreste hus udbudt til salg.

Det skriver boligsitet Boliga.dk.

Udbudsprisen, der sikrer det over 480 kvadratmeter store nybyggeri på Vedbæk Strandvej den fornemme titel, lyder på lige præcis 65 millioner kroner - og slår dermed den hidtidige højdespringer i Kongens Lyngby med fem millioner kroner.

Langt over gennemsnittet
For det svimlende beløb følger en beliggenhed helt ud til vandet og omtrent alt, hvad man kunne forestille sig at have brug for i en bolig med hele 12 værelser.

Lige fra et stort åbent stueplan med pejs og panoramaudsigt udover Øresund til et bar- og loungeområde med en tilstødende hjemmebiograf i kælderen. Og så er der også en privat, underjordisk garage på 160 kvadratmeter, hvis man skulle gå og mangle.

Det kan alt sammen blive dit for lige over 135.400 kroner pr. kvadratmeter, og selvom Vedbæk er indehaver af nogle landets højeste kvadratmeterpriser, bliver de gennemsnitlige villaer normalt handlet til noget lavere beløb.

Det viser tal fra Boliga.dk

I årets første halvår smed køberne således rundt regnet lige over 38.700 kroner for én huskvadratmeter i det eksklusive boligområde.

Den rigtige køber
Der er altså ikke meget parcelhus og ligusterhæk over huset i Vedbæk, og den henvender sig da også til en helt særlig køberskare, fortæller Farnaz Elbæk, der er partner hos mæglerfirmaet Elbæks Ejendomsmægler, der har landets dyreste villa til salg.

- Det er ikke en bolig, der er uendeligt mange købere til, men vi har heller ikke brug for mange, men bare én helt rigtig køber. En, hvor 65 millioner kroner ikke er “mange penge”, men hvor det er selve boligen og ikke prisen, der betyder noget, siger hun til Boliga.dk.

Handler i denne kaliber bliver jævnligt solgt udenom det offentlige marked, men i dette tilfælde har mæglerfirmaet valgt at gå all in i jagten på den helt rigtige køber.

- Det kunne meget vel være en udenlandsdansker, der efter noget tid i udlandet gerne vil hjem til Danmark igen og leder efter en helt rigtig bolig at slå sig ned i, siger Farnaz Elbæk.

Se Danmarks dyreste hus her.

46 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere