18 biler fanget i parkeringshus: Kommer først ud i slutningen af september

Der skal flyves teknikere ind fra Italien for at løse problemet

Ejerne må vente længe på at få deres biler tilbage. Foto: Stockholms Parkering
Ejerne må vente længe på at få deres biler tilbage. Foto: Stockholms Parkering

Det automatisk parkeringshus 'P-Spin' i Stockholm har været brudt ned siden slutningen af juli, og ingen biler kan komme hverken ind eller ud.

18 biler er fanget i bygningen, og de kommer ikke ud lige foreløbigt.

Det fortæller administrerende direktør, Christian Rockberger, til det lokale medie Mitti.se.

- I bedste fald kan vi åbne i anden halvdel af september, siger han.

Parkeringshuset ligger på Rörstrandsgatan og er fuldstændig automatisk. Det består af fire etager, og man parkerer ved at køre bilen ind i et rum, hvorefter den bliver løftet op og ind på en ledig plads.

29. juli skete der dog en overbelastning på elnettet, som kortsluttede parkeringshusets kontrolsystem.

- Det betyder, at ingen biler kommer ind eller ud. Det er den største 'nedetid' i P-Spin siden starten for 15 år siden, siger direktøren.

Hjælp fra udlandet
Problemet er, at det er italienske teknikere, som har udviklet teknologien i parkeringshuset. Derfor skal der flyves teknikere til Stockholm fra Italien for at løse problemet.

Kunder, som har en bil stående i parkeringshuset, opfordres til at kontakte Stockholm Parkering. Så kan de nemlig få en lejebil og lov til at parkere gratis i et andet parkeringshus.

95 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere