1,8 mio. per trin: Er det Danmarks dyreste trappe?

Det nye metrotrappe ved Nørreport er åbnet for passagerer

De dyre trin - 1,8 millioner kroner per styk - er netop blevet indviet. (Foto: DSB/Twitter)
De dyre trin - 1,8 millioner kroner per styk - er netop blevet indviet. (Foto: DSB/Twitter)

Til den pris skulle man nærmest tro, at trinnene var belagt med guld, men de spritnye 87 trin ned i undergrunden i hjertet af København er såmænd bare lavet af noget, der mere minder om beton.

Trinnene har været tre år undervejs og begynder for enden af gågaden på Frederiksborggade og ender ved fordelingsgangen under Nørreport Station, hvor passagerer kan skifte mellem metro, S-tog og fjerntog.

Ifølge Magasinet Kbh har den nye trappe kostet 187 millioner kroner, hvilket giver en samlet pris på 1,8 millioner per trin. Og magasinet er da heller ikke sen til at kåre trappen til - i hvert fald - hovedstadens dyreste.

Byggeriet af trappen har taget et år længere end planlagt og været særdeles udskældt. Ifølge Politiken blandt andet fordi de butiksdrivende kun fik fire uger til at forberede sig på byggerodet, og beboere i området har klaget over en mangelfuld offentlig høring.

- Vi må også erkende, at der har været anlægstekniske udfordringer (med grundvandet, red.) undervejs i byggeriet af metrotrappen, men vi har hele tiden arbejdet konstruktivt på at finde løsninger, så generne har været så få som mulige, udtaler Steen Neuchs fra Banedanmark i en pressemeddelelse i forbindelse med åbningen.

Banedanmark har stået for byggeriet og har nu overdraget trappen til Metroselskabet.

Lige nu dækker en midlertidig asfaltbelægning det tidligere byggepladsareal. Den oprindelige belægning vil blive etableret til foråret.

Er du ikke til de dyre trin, kan du også benytte dig af de nyanlagte rulletrapper.

Cirka 250.000 passagerer benytter sig dagligt af Nørreport Station.

99 kommentarer
Vis kommentarer