185 døde i Sverige - tredjedel af Stockholm ventes smittet 1. maj

Efter to dage med dødstal på under 50 er niveauet igen steget markant i Sverige, hvor især Stockholm er ramt

Vicestatsepidemiolog Anders Wallensten (nummer to fra højre) opfordrer svenskerne til at bevare disciplinen under coronakrisen, selv om situationen tilsyneladende er under kontrol. (arkivfoto). Foto: Tt News Agency/Reuters
Vicestatsepidemiolog Anders Wallensten (nummer to fra højre) opfordrer svenskerne til at bevare disciplinen under coronakrisen, selv om situationen tilsyneladende er under kontrol. (arkivfoto). Foto: Tt News Agency/Reuters

I Sverige er der registreret 185 dødsfald blandt coronapatienter det seneste døgn.

Det fremgår af en opgørelse fra de svenske sundhedsmyndigheder.

Det er en markant stigning i forhold til de to foregående dage, hvor de daglige dødstal har været henholdsvis 29 og 40.

Det er dog svært at sammenligne tallene, da der ofte er et efterslæb i forbindelse med weekenderne.

Med tirsdagens opdatering er det samlede dødstal i Sverige oppe på 1765.

Ifølge Folkhälsomyndigheten, der er den svenske pendant til Sundhedsstyrelsen i Danmark, er der bekræftet 15.322 tilfælde af coronasmitte i Sverige.

1158 har fået eller får i øjeblikket behandling på en intensiv afdeling.

Det er især hovedstaden, Stockholm, der er hårdt ramt under coronakrisen.

Således er der registreret 6200 smittetilfælde alene i Stockholm. De svenske myndigheder vurderer dog, at langt flere er blevet smittet med virusset.

Ifølge Folkhälsomyndighetens beregninger vil omkring en tredjedel af Stockholms indbyggere have været smittet med coronavirus 1. maj.

Sverige er blevet kritiseret for landets strategi under coronakrisen. Det skyldes, at man i Sverige blandt andet har valgt at holde skoler, barer, restauranter og butikker åbne.

Ifølge stedfortrædende statsepidemiolog Anders Wallensten er strategien fortsat at sikre, at sundhedsvæsnet kan håndtere tilstrømningen af patienter.

- Sammen kan vi bremse denne smitte, og vi skal fortsætte med at gøre det, siger han.

- Selv om det føles, som om at vi har nået et plateau, og niveauet ikke stiger, betyder det ikke, at der ikke er en stor stor spredning af virusset.

Anders Wallensten opfordrer ved samme lejlighed svenskerne til at bevare disciplinen.

- Det handler om at blive hjemme, selv om du kun føler dig en smule syg. Vask dine hænder med sæbe og vand ofte og undgå sociale arrangementer med mange mennesker, siger han.

- Hold dig væk fra andre både indendørs og udendørs og undgå unødvendige rejser. Hvis du er over 70 år, skal du blive hjemme og undgå social kontakt.

16 kommentarer
Vis kommentarer