Feber, influenzasymptomer, øresmerter og skader.
Typiske henvendelser for akuttelefonen - men her første juledag drukner Region Hovedstadens akuttelefon 1813 i dem i en sådan grad, at man skal sidde på medhør i 2 timer og 30 minutter, før man kan forvente at komme igennem til sundhedspersonale.
Det oplyser Region Hovedstaden til Ekstra Bladet.
'Vi mangler helt generelt sygeplejersker på 1813 ligesom i resten af sundhedsvæsnet, og julen og de følgende helligdage er en tid, som mange - herunder også vores ansatte - gerne vil tilbringe sammen med deres familier, så det er en periode, som er sværere at bemande,' lyder forklaringen fra Region Hovedstaden i et skriftligt svar.
'Rimelig god bemanding'
Region Hovedstaden skriver, på trods af svartiden på omkring 150 minutter, at de mener at de har 'sikret en rimelig god bemanding i år, hvor vi også har flere ansatte, som arbejder hjemmefra,' men at 'borgere, der kontakter akuttelefonen i julen, dog stadig kan opleve ventetid, da det er en travlt periode.'
Region Hovedstaden mener dog, at det er muligt for borgerne at modtage tilstrækkelig hjælp, hvis de har brug for den.
'Det kan man, selvom der i perioder kan være lang ventetid. Og så skal man ringe 112, hvis der er tale om en livstruende tilstand,' lyder det i det skriftlige svar til Ekstra Bladet.