20-årige Jasmin bad om hjælp med besværlig K-skål: Nu bliver hun lagt for had

Den unge skotte fik et angstanfald ved et busstoppested, da hun var stresset over alt det had, folk sendte hendes vej efter hun bad om penge til at få reduceret sine bryster

- Jeg får endelig chancen for at ændre mit liv. Jeg er så glad, for jeg har ønsket dette så længe.

Sådan lød det tidligere på måneden, da 20-årige Jasmin-Alexandra Vlassi fra Skotland bad offentligheden om hjælp til at få reduceret sine bryster, der er så store, at hun kan passe en k-skål.

- Enhver hjælp vil blive værdsat, og alle, der har spørgsmål eller andet, må meget gerne sende mig en besked, skrev den unge pige, der lider af en sygdom, som gør de store bryster til en smertefuld affære for hende.

Missede busstop og fik panikanfald
Men nu, to uger efter hendes forespørgsel om økonomisk assistance til en brystreduktion gik verden rundt, fortæller hun, at hun efterfølgende er blevet udsat for så meget online-had, at hun har haft et angstanfald.

 

- Jeg har fået dødstrusler og alt muligt. Jeg brød ud i gråd den anden dag, fordi jeg missede mit busstop da jeg var stresset, så jeg endte et sted, jeg ikke kender, og havde et panikanfald udenfor en butik, siger Jasmin Alexandra Vlassi til Daily Record.

Heldigvis var der en sød kvinde, som så, at hun ikke havde det så godt, og fik ringet til en taxa og lod hende være inde i sin butik, indtil den ankom.

- Så bange var jeg for at være alene, siger den 20-årige skotte.

Skær trutmunden af
Hun fortæller, at hun de seneste dage har været meget overvældet af den negative opmærksomhed, hun har fået efter hun først stod frem med sin indsamling, hvor hun bad om hjælp til at få råd til en brystreduktion, som hun ikke selv havde alle pengene til.

- En person sagde noget om, hvordan jeg burde blive slået på halsen, og en anden sagde, at jeg skulle have min trutmund skåret af, mens jeg er under kniven, hvilket virkelig ikke er rart at se.

Til sidst var Jasmin-Alexandra Vlassi nødt til at stoppe helt med at læse kommentarerne, fordi de gjorde hende bange for, at nogen rent faktisk kunne finde på at gøre hende fortræd.

Heldigvis har den storbarmede, unge kvinde ikke kun fået negativ feedback på sit opråb.

- Jeg har fået så meget hjælp fra folk, og det har været smukt at se, at folk interesserer sig og gerne vil give, selvom de slet ikke behøver, så det betyder alverden, siger hun.