20.000 om dagen skal testes i nye hvide telte

Regeringen og regionerne er enige om en markant forøgelse af den danske testaktivitet. Blandt andet skal 20.000 danskere testes i nye, hvide telte

Antallet af test for coronavirus i Danmark øges markant.

Det oplyser Sundheds- og Ældreministeriet i en meddelelse til pressen.

Helt konkret oprettes det såkaldte TestCenter Danmark, der placeres i adskillige hvidte telte rundt omkring i landet.

Her skal op mod 20.000 danskere testes for coronavirus dagligt.

- Vi har arbejdet benhårdt på at øge testkapaciteten, siden coronavirus begyndte at sprede sig i Danmark. Nu har vi fået opbygget kapacitet, og den skal vi udnytte til fulde.

- På den måde kan vi sikre rettidig behandling af borgere smittet med covid-19. Og vi kan følge smitteudviklingen i samfundet og anvende den viden aktivt, når vi gradvist genåbner Danmark, siger sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke.

Alle med milde symptomer
Derudover vil man fremover teste alle borgere med milde symptomer samt alle patienter, der indlægges på hospitalet, for at sikre, at der ikke sker smittespredning på hospitalerne.

Det er forventningen, at antallet af test inden for kort tid øges til op mod 12.000 om dagen.

- Vi er glade for fremover at kunne teste flere. I regionerne har vi fokus på at teste alle med symptomer – også de milde – og på at forebygge smitte ved at teste alle patienter, der skal indlægges på hospitalet.

- Den eventuelle ledige testkapacitet vil vi gerne udnytte til at tilbyde tests til medarbejdere, som arbejder med særligt sårbare patienter og borgere, og som har et ønske om at blive testet – det kan f.eks. være i weekenderne, hvor vi typisk oplever færre henvisninger af borgere med symptomer, siger formand for Danske Regioner Stephanie Lose.

Teste personer uden symptomer
Samtidig oplyser Sundheds- og Ældreministeriet, at det på sigt er planen, at personer uden symptomer skal testes.

Det gælder eksempelvis ikke-regionalt ansat personale i sundheds-, ældre- og socialsektoren, pårørende til sårbare personer, der på eget initiativ kontakter egen læge med et ønske om at blive testet, kontakter til smittede og et repræsentativt udsnit af befolkningen.

- TestCenter Danmark er et særdeles vigtigt initiativ, der vil medvirke til at sikre, at flere mennesker vil kunne blive testet for den nye coronavirus.

- Det vil kunne skabe en større tryghed og sikkerhed for den enkelte og de personer, som man omgås med, og det vil kunne underbygge den gradvise genåbning af samfundet. Et nationalt setup vil også gøre os bedre rustet til at tackle udfordringer som denne i fremtiden, siger bestyrelsesformand i Novo Nordisk Fonden Lars Rebien Sørensen.

Der arbejdes med to forskellige test. En test for coronavirus og en for, om man har dannet antistoffer.

I tabellen herunder kan du se de seneste tal for indlagte og registrerede smittede med coronavirus i Danmark.

Tallene medregner ikke de mange, der er smittede uden at være blevet testet. Antallet af døde inkluderer personer, der var smittet med coronavirus ved deres død, men som ikke nødvendigvis døde som følge af coronavirus.

Du kan se udviklingen i de nordiske lande i grafen herunder. Vi viser antal smittede fra tidspunktet, hvor landene havde registreret 100 antal smittede.

209 kommentarer
Vis kommentarer