Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)
Mellem 200 og 250 breve er fundet i en skov i Silkeborg. Det skriver DR.
Brevene blev fundet af to kvinder, der var ude for at lufte hund. Afsenderne var blandt andet Region Midtjylland og brillefirmaet Louis Nielsen.
En af finderne af brevene er Marianne Agersbæk, der er chokeret over, at et postbud kunne tabe så mange breve. Imens er Dorte Christensen, der er ansvarlig for indkøbskontrakter i Region Midtjylland, lettet over, at der ikke er tale om breve med personfølsomme data eller meget vigtige meddelelser. Men hun ser alligevel på sagen med stor alvor.
- Det er ikke acceptabelt, det her. Det er ikke acceptabelt, at der ligger breve fra Region Midtjylland ude i en skov, siger hun, og bliver bakket op af kommunikationschef hos Louis Nielsen, Kristian Mortensen.
- Det er naturligvis uacceptabelt, at man ikke kan regne med, at ens forsendelser kommer frem.
Bladkompagniet undskylder
Det er Bladkompagniet, der står for uddelingen af posten. Administrerende direktør Jesper Nielsen beklager hændelsen dybt og lægger sig fladt ned.
- Vi har nu fået klarhed over hændelsen, og må konstatere, at omdeleren har groft svigtet - det er derfor besluttet en umiddelbar bortvisning af vedkommende. Jeg har ikke yderligere kommentarer til hændelsen, skriver Jesper Nielsen i en sms her til morgen.