200 sygeplejersker nedlægger arbejdet

Folketinget afsluttede i august en strejke blandt sygeplejerskerne. Siden er protesten fortsat i det små

Sygeplejersker på Aalborg Universitetshospital har torsdag morgen nedlagt arbejdet. Her ses en gruppe sygeplejersker foran Sygehus Syd. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Sygeplejersker på Aalborg Universitetshospital har torsdag morgen nedlagt arbejdet. Her ses en gruppe sygeplejersker foran Sygehus Syd. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Protesten fra landets sygeplejersker fortsætter. Torsdag morgen har omkring 200 sygeplejersker fra Aalborg Universitetshospital nedlagt arbejdet.

Det skriver TV2 Nord.

Samme protester har de seneste uger fundet sted flere andre steder i landet. Senest nedlagde sygeplejersker onsdag arbejdet i en time på Herlev Hospital.

Det er ifølge Caroline Grøn, der er sygeplejerske i akutmodtagelsen i Aalborg, en konsekvens af regeringens indgreb i sygeplejerskernes strejke.

- Det har opbygget en masse frustration, vrede og sammenhold, siger hun til TV2 Nord.

Landets sygeplejersker stemte i juni nej til forslaget til en ny overenskomst. Derfor brød en strejke ud. Den blev dog afsluttet i slutningen af august.

Ikke fordi parterne blev enige om en ny overenskomst, men fordi der fra politisk side blev grebet ind. Konflikten blev afsluttet med et lovindgreb.

Sygeplejerskerne er utilfredse med, at der i deres optik er et lønefterslæb for faget.

Indgrebet betød, at overenskomsten, de havde stemt nej til, alligevel kommer til at gælde. Det betyder, at lønnen stiger cirka fem procent over tre år.

Samtidig blev det aftalt, at der bliver nedsat en lønkomité, der skal se på lønstrukturerne i det offentlige.

Siden har flere sygeplejersker fortsat protesterne i det små ved at nedlægge arbejdet i en time ad gangen. Det er dog overenskomststridigt.

Strejker er kun lovlige, når de er varslet af fagforeningerne i forbindelse med forhandling af nye overenskomster. Det er ikke tilfældet her.

Protesterne fik i sidste uge Danske Regioner, hvor de fleste sygeplejersker er ansat, til at trække Dansk Sygeplejeråd i Arbejdsretten.

Retten pålagde sygeplejerskerne at genoptage arbejdet. Alligevel er protesterne altså fortsat flere steder i landet.

Torsdag eftermiddag 14:30 er der igen møde i Arbejdsretten omkring sygeplejerskerne.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Mai Villadsen (EL) er utilfreds med beskæftigelsesministerens håndtering af sygeplejerskernes strejke, men vil ikke stille et mistillidsvotum

Se det ske: Mai Villadsen er utilfreds med beskæftigelsesministerens håndtering af sygeplejerskernes strejke, men vil ikke stille et mistillidsvotum