20.000 danske statsborgere udvandrede sidste år

Danskerne udvandrer til vestlige samfund, der minder om vores eget. Flest 20-29 årige udvandrer.

20.123 danskere forlod landet i 2014. (Foto: Tariq Mikkel Khan)
20.123 danskere forlod landet i 2014. (Foto: Tariq Mikkel Khan)

20.123 danske statsborgere udvandrede fra Danmark i løbet af 2014. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Det er et fald på 3,4 procent i forhold til året før, og kun én gang i dette årtusinde - i 2009 - har så få danskere udvandret til udlandet.

Det er flere mænd end kvinder, der udvandrer fra Danmark. 10.504 mænd udvandrede i 2014, mens 9619 kvinder gjorde det samme. Samme tendens har der været i hele dette årtusinde, mens det forholdt sig omvendt i perioden 1990-1995 og i 1997.

Få rejser langt væk
Det er dog ikke fjerne eksotiske nationer, som danskerne søger til. Flest tager til Storbritannien. Her udvandrede 2179 danskere til i 2014.

1861 udvandrede til Grønland, mens USA tog imod 1852 danskere på tredjepladsen. Derefter følger Sverige, Norge, Tyskland og Færøerne.

5401 syrere indvandrede til Danmark i 2014, mens kun to danskere tog den modsatte vej. 196 danskere har ikke oplyst, hvor de er udvandret til.

Ældre bliver hjemme
Aldersgruppen 20-29 år står for størstedelen af udvandringen. 8113 danskere i den aldersgruppe udvandrede i 2014. Det svarer til 40,3 procent af det samlede antal danske udvandrere.

Det er samtidig den aldersgruppe, hvorfra flest danske statsborgere indvandrer hjem til Danmark.
29.095 udenlandske statsborgere udvandrede fra Danmark sidste år. Det er det højeste antal nogensinde.

I alt udvandrede 49.218 personer fra Danmark sidste år.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere