2014 slår alle varmerekorder

Ifølge DMI's prognoser ser 2014 ud til at blive det varmeste år i Danmark nogen sinde

Sol, strand og vand. Sommeren var god ved danskerne i år (video: Ernst van Norde)

Det danske vejr har siden tidernes morgen været genstand for debat,  men i 2014 har danskerne ikke haft meget at brokke sig over. Det ser nemlig ud til, at det bliver det varmeste år nogen sinde, lyder det fra Danmarks Meteorologiske Institut.

Det afslører netop offentliggjorte data fra DMI, der tegner et billede af, at 2014 ser ud til at blive det varmeste år nogen sinde, som man har ført opgørelser over siden 1874.

Ifølge vagthavende meteorolog, Jørgen Thomsen, er de høje temperaturer bemærkelsesværdige.

Se også: Norge sætter ny varmerekord

Han mener, at klimaforandringerne formentlig har en finger med i spillet, men at tilfældigheder også har spillet ind.

- Det er altid usædvanligt, når vi nærmer os nye rekorder. Det er nok ikke helt uafhængigt af klimaforandringerne, men at tilskrive dem hele grunden til den kommende rekord kan man ikke, lyder det fra Jørgen Thomsen.

Han fortæller, at prognoserne for december peger kraftigt i retning af, at den hidtidige varmerekord fra 2007, der for året lød på 9,5 grader, vil blive slået.

- Ifølge prognoserne ser de første uger af december ud til at blive relativt lune. Vi skal helt ned på -2,5 grader for at gennemsnitstemperaturen for året sniger sig under de 9,5 grader og det virker urealistisk, fortæller Jørgen Thomsen.

Se også: DMI: Årets juli-måned kan blive den næstvarmeste

Til sammenligning landede temperaturen for den netop overståede november på 7,5 grader, hvilket smider 2014-versionen af årets sidste efterårsmåned ind på en delt tredje plads over de luneste nogen sinde.

- De mange lune måneder betyder, at temperaturerne i farvandene rundt om os er lune, og det er med til at holde på varmen, forklarer Jørgen Thomsen.

Ifølge DMI's prognoser ser 2014 ud til at lande på en temperatur på 10 grader for hele året, når man sammenholder den seneste måneds prognose med temperaturen fra januar til november.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere