2016 satte varmerekord

2016 var det varmeste år, der nogensinde er målt

Resultaterne af de høje temperaturer er til at få øje på. Her har varmen sendt millioner af mennesker i nød i henholdsvis Indien, Etiopien og Irak. (Video: AP)

Jordens overfladetemperatur sidste år var den varmeste, siden man begyndte at holde regnskab i 1880, ifølge en uafhængig analyse foretaget af NASA og the National Oceanic and Atmospheric Administration (NOAA).

Det betyder, at 2016 er tredje år i træk, at der sættes ny varmerekord. De globale gennemsnitstemperaturer i 2016 var 0,99 grader celsius varmere end midten af det 20. århundrede og er steget med 1,1 grader celsius siden slutningen af det 19. århundrede.

Det skriver NASA i en pressemeddelelse.

- 2016 er bemærkelsesværdigt tredje rekordår i træk i denne serie. Vi forventer ikke rekordår hvert år, men den igangværende varme-tendens er klar, siger Gavin Schmidt, direktør ved NASAs Goddard Institute for Space Studies (GISS) i New York.

Ifølge NASA er stigningen primært drevet af øget kuldioxid og andre menneskeskabte udslip til atmosfæren, men vejrfænomenet El Niño nævnes også at have spillet en rolle.

Den største opvarmning er sket de seneste 35 år, og 16 af de 17 varmerekord-år skal findes i årene siden 2001.

Se udviklingen her.

Ifølge NASA satte otte af årets tolv måneder rekord i 2016 i perioden fra januar til september med undtagelse af juni måned. Oktober, november og december var de anden-varmeste nogensinde. Rekorden for disse måneder blev sat i 2015.

Nyheden om varmerekorden bliver modtaget med bekymring hos John Nordbo, klimachef hos WWF Verdensnaturfonden.

- Det er en barsk realitet, at klimaet er ude af kontrol. Varmerekorder, skrumpende is og naturkatastrofer minder os hele tiden om, at det er pinedød nødvendigt at sætte tempoet i den grønne omstilling op, siger John Nordbo i en pressemeddelse, hvor han kalder på politisk handling.

- Med Trump og hans klimaskeptiske hold ved roret i USA går den globale klimaindsats en højst usikker tid i møde, og Danmark må være med til at lægge pres på ham.  Uden det amerikanske lokomotiv i klimaindsatsen bliver det mere nødvendigt end nogensinde, at der er lande, som viser, at det er muligt at omstille til et velfærdssamfund forsynet af grøn energi. Jeg håber, at regeringen efter et år med foden på bremsen vil speede op for Danmarks klimaindsats, siger John Nordbo. 

Opdateres....

 

100 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere