216 år gammel tradition aflyst

Hver jul siden 1803 har Notre-Dame slået dørene op for en velbesøgt midnatsmesse. Men det sker ikke i år

Notre Dame er under genopbygning efter branden i april, så årets midnatsmesse må aflyses for første gang i 216 år. Foto: Ritzau Scanpix
Notre Dame er under genopbygning efter branden i april, så årets midnatsmesse må aflyses for første gang i 216 år. Foto: Ritzau Scanpix

For første gang siden 1803 er der ikke julemesse i Notre-Dame i Paris.

I stedet holdes den traditionelle midnatsmesse juleaften i kirken Saint-Germain l'Auxerrois i nærheden, meddeler Notre-Dames pressekontor lørdag.

Den 850 år gamle katedral brændte i april og er ved at blive genopbygget.

I mere end 200 år har katedralen ellers altid holdt messe juleaften, selv under to verdenskrige.

Dog har Notre-Dame været tvunget til at lukke sine døre juleaften i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet, hvor den franske revolution også ramte den katolske kirke.

Store dele af den verdensberømte kirke gik tabt ved branden i april, herunder spiret.

Inden branden blev Notre-Dame årligt besøgt af 13 millioner mennesker.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har erklæret, at Notre-Dame vil være genopbygget inden for fem år.

Det er ikke klart endnu, hvor meget det kommer til at koste at genopbygge katedralen.

Donorer har lovet at bidrage med op til i alt 850 millioner euro, svarende til knap 6,4 milliarder kroner. Det er ikke umiddelbart oplyst, hvor stor en del af beløbet, der reelt er indbetalt.

Franske rigmænd lovede umiddelbart efter branden meget store beløb som 100 og 200 millioner euro.

21 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere