22-årig bagersvend har kun ni procent syn: Lærte alle opskrifterne udenad og fik topkarakter

Den nyudklækkede bagersvend kan næsten ikke se noget, men det forhindrer ham ikke i at nå sine mål

22-årige Frederik fra Mårslet ved Aarhus fik topkarakterer ved sin svendeprøve trods sit store synshandikap. Foto: Privat
22-årige Frederik fra Mårslet ved Aarhus fik topkarakterer ved sin svendeprøve trods sit store synshandikap. Foto: Privat

22-årige Frederik Braüner Bjerge fra Aarhus har kun ni procent syn.

Men det store handikap stopper ham ikke i at nå sine mål, og derfor lærte han alle opskrifterne udenad, da han skulle op til sin prøve for at blive bagersvend.

Siden han var seks år gammel, vidste han nemlig, at han ville være bager. Og det næsten ikke-eksisterende syn, er ikke en hindring.

Og i tirsdags var han så til sin svendeprøve, hvor han fik topkarakter og udover det også en sølvmedalje.

- Jeg øvede mig sindssygt meget, indtil jeg bare kunne dem alle sammen, fortæller den nyudklækkede bagersvend til Ekstra Bladet.

For han kunne ikke bruge tid på at læse opskrifterne. Det ville tage alt for lang tid.

- Når du står ti meter fra en ting, skal jeg stå én meter, for at vi ser et samme. Mit syn er ti gange dårligere end andres, siger han.

Frederik arbejder til dagligt i Beder Bager Syd for Aarhus.

Kan ikke se nummeret på bussen
Synet er da også noget, der kan skabe problemer til hverdag. Når Frederik er ude i byen og skal med bussen hjem, kan det være svært at vide, hvilken der er den rigtige.

- Jeg kan ikke læse det. Men jeg har lært bare at spørge. Folk er så flinke til at svare, siger han.

Men fordi synet er så nedsat, er Frederik udstyret med en anden fordelagtig evne:

- Jeg har en god hukommelse og kan lære udenad hurtigt. Jeg kan næsten huske en opskrift, hvis jeg har læst den bare en gang, siger den 22-årige bagersvend.

Synshandikappet er arveligt. Også Frederiks tvillingebror har det meget nedsatte syn. De har begge arvet det fra deres far, der dog kan se 25 procent.

Foto: Privat
Foto: Privat
 

Kan alle opskrifter udenad: Undtagen brunkagerne
Men det har aldrig stoppet Frederik. Siden han kun var seks år gammel, vidste han bare, at han skulle være bager. Og derfor har han også lært alle opskrifterne i bageriet, hvor han arbejder, udenad.

- Hvis andre kan, så kan jeg også. Hvis man altså har vilje nok til det.

- Det er kun brunkagerne, som vi laver til jul, som jeg ikke kan. Men alle de andre, kan jeg udenad, fortæller han.

Frederik bruger hverken briller eller kontaktlinser, for det hjælper ikke. De nerver og impulser, der normalt kører fra hjernen til øjet, har hos Frederik en timeglas form. Det gør, at der kun kan komme ni procent syn igennem, hvor der hos personer med normalt syn, kommer 100 procent igennem.

- Min synsnerve er vissen. Så briller hjælper slet ikke på det, siger han.

11 forskellige slags bagværk til svendeprøven
Til svendeprøven skulle Frederik op i flere forskellige slags bagværk.

Her er Frederiks eksamens-kager og bagværk. Foto: Privat
Her er Frederiks eksamens-kager og bagværk. Foto: Privat
 

Det blev til kransekagetop, franskbrød, fletbrød, spandauer, englændere, smørstang, medaljer, horn, gifler, knuder og sandwich.

Desuden skulle de vælge et tema. Her valgte Frederik musik, som er hans anden store passion efter bagværk. Derfor havde han også installeret et anlæg under sit bord, som spillede klassisk musik under prøven.

Det tog i alt syv timer og tre kvarter. Og så var topkarakteren i hus.

Frederik har fået lov til at blive fastansat hos Beder Bageri, når han officielt er færdiguddannet om to måneder.

Her ses medaljerne, som var en del af Frederiks svendeprøve. Foto: Privat
Her ses medaljerne, som var en del af Frederiks svendeprøve. Foto: Privat
 

36 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere