I Aalborg Kommune sidder der formentlig en medarbejder eller to med røde ører.
Ved en fejl har kommunen nemlig videregivet oplysninger om 36 personer med navne- og adressebeskyttelse samt lækket over 2000 cpr-numre.
Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Fejlen opstod i forbindelse med behandlingen af to klagesager ved Planklagenævnet. Her har sagens to partere fået adgang til ellers fortrolige oplysninger om i alt 2233 personers cpr-numre.
Sagen betragtes ifølge kommunen som et brud på persondatasikkerheden og skal dermed anmeldes til Datatilsynet.
Borgere underrettet
Vicedirektør i By- og Landskabsforvaltningen Frede Aagren lægger sig fladt ned og undskylder miseren.
- Det er rigtig beklageligt, at vi har haft et sikkerhedsbrud, for vi arbejder intenst på at undgå, at den slags sker, siger vicedirektøren i pressemeddelelsen.
De berørte borgere er blevet underrettet.
- Sikkerhedsbruddet er naturligvis anmeldt til Datatilsynet, ligesom vi - sammen med Planklagenævnet - har sendt en formel underretning til de berørte borgere, lyder det fra Frede Aagren.
Ekstra Bladet arbejder på at få en uddybende kommentar fra kommunen.