23-årige Molly blev mobbet på grund af sine deforme arme: Nu er hun model

- Jeg blev mobbet, drømte om at begå selvmord og var virkelig vred over den situation, jeg stod i. Men jeg kom til et punkt, hvor jeg blev træt af at hade mig selv

Da 23-årige Molly Higgins fra Californien i USA blev født, havde hun svære rystelser i sine hænder. Lægerne vurderede, at hun skulle have amputeret højre hånd ved fødslen. Den venstre var deform.

Og det var ikke en nem start på den unge piges liv. For hendes arme har, ifølge hende selv, været skyld i, at hun blev mobbet gennem sin opvækst og har kæmpet med selvmordstanker.

Det skriver medier som Metro og Expressen.

Men sådan er det ikke mere. For nu er Molly 'kropspositiv aktivist' og har ændret opfattelse af sig selv og sin krop. De negative tanker fylder langt mindre, og nu hylder hun alle kroppe - inklusiv sin egen - og prøver at inspirere flere til at tænke positivt om dem selv på de sociale medier.

Hun deler ofte motiverende opslag på sin Instagram-profil i håbet om at inspirere sine 6000 følgere.

- I takt med at jeg bliver ældre, prøver jeg virkelig at forstå, føle og gøre, hvad der er bedst for mig. Jeg vil stole mere på mig selv og mine instinkter. Jeg vil sige ja til mere, men også vide, hvornår jeg skal sige fra og gøre, hvad der er bedst for mig, skriver hun til et billede på Instagram.

Før i tiden gik Molly udelukkende i langærmede trøjer, og det har været en kamp for hende at nå til, hvor hun er i dag. Men nu har Molly fået arbejde som model for mærket Mirame Swim, der blandt andet laver badetøj.

Hun fortæller, at hendes opfattelse omkring sin krop ændrede sig, da hun forstod, at hun kun havde ét liv og ville have at det skulle være et værdigt liv.

- Jeg begyndte at blive mere åben om min kamp, fordi jeg havde følt mig alene i lang tid. Jeg ønskede ikke, at der var andre, der skulle føle den samme håbløshed og isolation, som jeg gjorde, fortæller hun ifølge Expressen.

- Livet er en del sjovere, når du ikke giver en f***. Det lover jeg, skriver på på et opslag på Instagram.

- Jeg blev mobbet, drømte om at begå selvmord og var virkelig vred over den situation, jeg stod i. Men jeg kom til et punkt, hvor jeg blev træt af at hade mig selv. Det var udmattende.

På de sociale medier bliver Molly hyldet for sin åbenhed og for at vise den rejse, hun har været på, for at overkomme hadet til sin krop.

- Jeg tror, at hvis flere mennesker så livet, som du gør, ville de være mere lykkelige. Du er så smuk. Tak for at dele din historie, skriver en af hendes følgere som kommentar til et billede.