24-årig kvinde frastødt over bilvaskers sms'er: 'Ville gerne ordne hende'

Emily George fra Cornwall er chokeret over, hvordan der blev talt om hende i den lokale vaskehal

Emily George udtaler, at hun på ingen måde bad om at blive talt om på den måde. Foto: Facebook/Emma George
Emily George udtaler, at hun på ingen måde bad om at blive talt om på den måde. Foto: Facebook/Emma George

En ung mor føler sig ydmyget og frastødt, efter seksuelle beskeder om hende blev delt af medarbejdere fra den lokale vaskehal i Cornwall i Storbritannien.

Det har hun delt på det sociale medie Facebook og udtalt sig om i et interview med den lokale avis Cornwall Live.

Emily George på 24 år fik tilsendt billeder af gruppechatten, hvor flere af de folk, der arbejdede ved Truro City Car, havde haft en samtale om hendes udseende på en seksuel måde.

Et billede af Emily blev nemlig sendt til gruppen af medarbejdere, og herefter begyndte flere af de mandlige bilvaskere at komme med seksuelle kommentarer til hendes billede.

'Hvis jeg var single, ville jeg gerne ordne hende', lød det i den ene besked.

 

En anden skrev, at han da ville være sikker på at være til stede, når Emily kom for at hente sin bil.

Da den unge kvinde så beskederne, kontaktede hun forretningen over Facebook.

'Jeg forstår virkelig godt, at det kan virke respektløst, men for at være ærlig så var det nok bare et kompliment, selvom det måske var uprofessionelt', skrev forretningen tilbage til hende.

Vaskehallen inviterede hende til at komme ned og få en officiel undskyldning, men Emily mente, at det ville være ubehageligt for hende.

Ville ikke se dem igen
- Jeg havde skrevet til dem om min bil, og da jeg senere er hjemme igen, får jeg en besked fra en, der har set deres gruppechat og mit billede, fortæller hun til Cornwall Live.

- Jeg ville ikke derned igen, fordi jeg var ydmyget og ked af det. Så jeg fortalte dem, at det var en ulækker opførsel, og at de burde opføre sig professionelt. I stedet går de rundt og gemmer kvinders billeder og sender grænseoverskridende seksuelle kommentarer. De prøvede at give mig behandlingen af bilen gratis, da jeg sagde, at jeg ville anmelde det, siger hun.

- Jeg er bare en normal kvinde. Som kunde bad jeg slet ikke om det her. Det er på grænsen til at være sexchikane. De synes, at det er et kompliment, men det er slet ikke acceptabelt.

Cornwall Live har besøgt vaskehallen, hvor de har interviewet ejeren Daniel Morris. Han vil meget gerne undskylde for hele hændelsen.

- Der er mange mænd i denne her branche, og der kan være en del sexisme. Og det er noget, jeg slår hårdt ned på i min forretning. Drengene troede, at de skrev i en lukket gruppe - ikke at det gør det i orden, lød det.

Han forklarede da også, at han ville gøre sit for at ændre stemningen i fremtiden.

- Forandring er i luften, og mænd bliver nødt til at stoppe med at opføre sig sådan her.

413 kommentarer
Vis kommentarer