24-årige Lasse hører mærkelig lyd hos naboen: Så opdager han flammerne

Nordjyske Lasse tøvede ikke, da han opdagede en brand hos naboen, hvor forældrene ikke var hjemme

Lasse Krogh Nielsen handlede hurtigt, da han så to børn i en brændende bygning. (Foto: Facebook/Lasse Krogh Nielsen)
Lasse Krogh Nielsen handlede hurtigt, da han så to børn i en brændende bygning. (Foto: Facebook/Lasse Krogh Nielsen)

24-årige Lasse Krogh Nielsen var tilfældigvis – og heldigvis – udenfor lørdag formiddag, da der opstod en voldsom brand i ejendommen ved siden af den, han bor i i den nordjyske by Manna ved Brønderslev.

- Der sker det, at jeg kunne høre noget, der larmede. Jeg tænkte, det måske var et bål. Men så går jeg ned i haven, og kan se, at det brænder helt vildt i taget og terrassen, siger Lasse Krogh Nielsen til Ekstra Bladet.

Den unge mand kunne se, at beboernes bil ikke var i indkørslen, men mens han ringede til alarmcentralen, opdagede han, at der sad to børn inde i stuen.

- Så jeg kravlede ind i stuen og hentede børnene, der sad og så tv, siger Lasse Krogh Nielsen helt selvfølgeligt.

Efterfølgende opdagede han og nogle forbipasserende, at der også var nogle hunde i ejendommen, som ikke var kommet ud. Så de blev også hentet ud og i sikkerhed.

Børnene, som ifølge tv2 Nord er henholdsvis 7 og 9 år gamle, var alene hjemme, da branden opstod. De blev tilset af ambulancefolkene, som kunne konstatere, at de begge havde det godt.

Lasse Krogh Nielsen har efter det, nordjyden selv tøver med at kalde en heltegerning, fået en masse ros og positiv feedback på de sociale medier.

- Men jeg fik ikke så meget ros af alarmcentralen for at kravle ind af vinduet. Det må man nemlig ikke, siger Lasse Krogh Nielsen, der til dagligt arbejder hos skadesservice. Han mener ikke, at han gjorde noget udover det sædvanlige, da han reddede børn og dyr ud af den brændende naboejendom.

- Jeg gjorde bare, hvad alle andre ville have gjort, siger han.

Omkring 15 personer fra Nordjyllands Beredskab arbejdede i går på at slukke branden, skriver tv2 Nord. Overfor dem oplyser indsatsleder Jens Anker Gere, at lejligheden er totalt udbrændt, og at der også er brandskader i en af nabolejlighederne.

10 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere