25 personer er i kritisk tilstand efter vulkanudbrud

Mandagens vulkanudbrud på White Island i New Zealand har indtil videre kostet seks personer livet

25 personer er i kritisk tilstand efter vulkanudbruddet på White Island i New Zealand.

Det oplyser New Zealands myndigheder natten til onsdag i en pressemeddelelse.

Ud over de 25 er fem andre personer kommet alvorligt til skade.

Seks personer er bekræftet omkommet, og otte er fortsat meldt savnet.

New Zealands premierminister, Jacinda Ardern, siger i en pressemeddelelse tirsdag aften, at myndighederne har sendt flere redningshold ind på øen for at finde de savnede.

- Vi håber alle på at finde dem. Redningsholdene vil gerne bringe de savnede hjem til deres kære, siger Jacinda Ardern ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Der var 47 personer på øen, der ligger ud for New Zealands nordø, da vulkanen gik i udbrud mandag.

Politiet har indledt en efterforskning af omstændighederne.

Af de 47 personer var der fire turister fra Tyskland, to fra Storbritannien, 24 fra Australien, ni fra USA, to fra Kina og en fra Malaysia.

Desuden var der fem lokale turister fra New Zealand.

15 kommentarer
Vis kommentarer