27-årige Malene solgte sine ting og sagde lejligheden op: Nu sover hun på gulvet

Kunne du gøre som 27-årige Malene og leve i en rygsæk?

Malene Christensen har tjent mellem 10.000 og 13.000 kroner på at sælge sine møbler. Nu bor hun rundt omkring hos venner og familie, indtil hun har gjort sit 'tiny house' færdigt. Foto: DBA Guide
Malene Christensen har tjent mellem 10.000 og 13.000 kroner på at sælge sine møbler. Nu bor hun rundt omkring hos venner og familie, indtil hun har gjort sit 'tiny house' færdigt. Foto: DBA Guide

De fleste af os må nok erkende, at klædeskabet indeholder langt flere stykker tøj, end vi nogensinde bruger. Og både i hjemmet og i pulterkammeret står der ting, som vi aldrig har fået smidt ud, men heller aldrig får brug for igen.

Sådan var det også for 27-årige Malene Christensen fra Arden i Nordjylland, indtil hun for to år siden traf en beslutning.

- Det begyndte, efter jeg havde set nogle videoer på YouTube om 'downsizing'. Man downsizer ved hjælpe af 'konmari'-metoden ved at gå hver genstand i sit hjem igennem, og hvis den vækker en følelse hos dig eller har en særlig værdi, beholder du tingen. Hvis ikke, så skiller du dig af med den, forklarer Malene, der læser til arkitekt i Aarhus, til DBA Guide.

Solgte møbler og donerede tøj
Videoerne fik Malene Christensen til at se sig om i sin lejlighed, hvor der var masser af møbler og tøj, som hun aldrig brugte.

- Jeg var flyttet fra et hus med fire værelser og stor stue og have til en delelejlighed med et værelse på 13 kvadratmeter. Derfor havde jeg bare ekstremt mange ting, der var opmagasineret under sengen og i kælderrummet, siger den 27-årige arkitektstuderende til Ekstra Bladet.

Kort tid efter havde hun solgt stort set alle sine møbler på DBA. Langt over halvdelen af garderoben havde hun doneret til Røde Kors, og flere ting havde hun foræret til familie eller venner.

For to år siden begyndte 27-årige Malene Christensen at 'downsize'. I juli sagde hun sin lejlighed op. Foto: DBA Guide
For to år siden begyndte 27-årige Malene Christensen at 'downsize'. I juli sagde hun sin lejlighed op. Foto: DBA Guide
 

- Jo mere jeg har givet slip på mine ting, jo nemmere er det blevet, fortæller Malene Christensen.

Det er nu flere måneder siden, hun blandt andet solgte sin seng, og i juni sagde hun sin lejlighed op.

Arbejder på en skurvogn
Nu er det eneste, Malene har med sig, en rygsæk, som indeholder en computer, en oplader, lidt tøj, toiletsager, vand, snacks, lommetørklæder og en kuglepen.

- Lige nu synes jeg, det er sjovt at have en periode, hvor jeg lever i en rygsæk, siger Malene Christensen, der for tiden sover drypvist hos sine venner og familiemedlemmer, til DBA Guide.

- Men når det bliver rigtig koldt, vil jeg rykke indendørs, siger Malene Christensen, som for tiden arbejder på et 'tiny house', som er et flytbart træhus bygget i naturlige materialer og genbrug. Huset er 25 kvadratmeter stort, og skal danne rammen om den arkitektstuderende nordjydes næste hjem. Når hun flytter ind, vil hun anskaffe sig nogle få møbler, har hun besluttet, men det bliver kun genbrugsting eller noget, hun selv bygger. Og så vil hun opgradere fra at sove på gulvet til en topmadras.

Dét fortryder Malene
Selvom det har været overraskende nemt at skille sig af med langt de fleste ting, har Malene Christensen da også oplevet ulemper ved at have så få ting, som hun har nu.

- På et tidspunkt havde jeg smidt alle mine sko ud undtagen ét par. Så jeg havde heller ingen gummistøvler. Det var lidt irriterende, når det regnede, fortæller hun.

- Tanken er, at det skal have en nytteværdi. For eksempel kan det godt være, man ikke synes, ens gummistøvler er vildt smukke, men de holder i det mindste ens fødder tørre, når det regner.

Der er da også visse ting, som Malene Christensen aldrig vil kunne skille sig af med.

- De fleste ting kan jeg erstatte igen, hvis jeg kommer til at mangle dem. Men jeg vil aldrig gå af med mine gamle fødselsdagskort eller den kalender, jeg har fået af min farmor, siger Malene Christensen til DBA Guide.

Hvad er 'downsizing'?

  • Princippet 'downsizing' i livsstilsmæssig sammenhæng går ud på at skære sine materialle genstande helt ned til et minimum ved at organisere ting ud fra følelser.
  • Fænomenet lever især på YouTube, hvor mange brugere laver videoer om deres 'downsizing'-livsstil.

Har Malenes historie inspireret dig til selv at prøve at 'downsize', har hun et råd.

- Jeg synes bare, man skal gøre det. Der er ingen grund til at gå og overveje det. Hvis der er noget, man virkelig længes efter, så prøv det, og hvis man finder ud af, at det ikke lige var dét, så kan man ændre det igen.

Tjen 8781 kroner på ting du ikke bruger

Ud over en mere simpel livsstil har der også været en helt håndgribelig gevinst for Malene Christensen efter hun begyndte at 'downsize'. Hun vurderer, at hun har tjent mellem 10.000 og 13.000 kroner på at sælge sine ting. Især spejlreflekskameraet og glattejernet har været indbringende.

Ifølge DBA’s nye genbrugsindeks, som sitet lancerede i september, har 8 ud af ti danskere ting liggende i skuffer og skabe, som de ikke længere bruger. Danskerne fra undersøgelse vurderer i gennemsnit, at deres overflødige ting og sager kunne sælges videre til en værdi af 8781 kroner.

Om DBAs Genbrugsindeks 2018
DBA Genbrugsindeks 2018 blev lanceret 29. september 2018. For tredje år i træk har DBA kortlagt den danske genbrugsøkonomi ved at gennemføre en befolkningsundersøgelse blandt mere end 2.000 respondenter i alderen 18-75 år, en onlineundersøgelse blandt 1.000 af DBA’s egne brugere, og ved at analysere brugeradfærden på DBA. Læs hele Genbrugsindekset her.

Disse ting samler støv hos flest danskere

1. Mobiltelefoner – 48%

2. Tøj – 38%

3. Boligtilbehør (vaser, tæpper, glas, bestik etc.) – 28%

4. Sko – 26%

5. Bøger – 25%

6. Computere – 24%

7. Anden eletronik (stereoanlæg, TV, højtaler, digitalkameraer etc.) – 24%

8. Møbler og lamper – 16%

9. Legetøj – 16 %

10. Spilkonsoller – 14 %

 

Tabellen viser andelen af danskere, der har den pågældende vare liggende derhjemme, som de ikke længere bruger.

74 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere