27 danskere er registreret smittet med coronavirus i Danmark

Siden fredag er der registreret yderligere seks smittetilfælde med coronavirus i Danmark

Hvidovre Hospital er et af de seks sygehuse i Danmark, der kan tage mod coronapatienter. (Arkivfoto) Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Hvidovre Hospital er et af de seks sygehuse i Danmark, der kan tage mod coronapatienter. (Arkivfoto) Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

27 danskere er nu bekræftet smittet med coronavirus.

Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed på sin hjemmeside. Det er seks tilfælde flere end fredag.

Der er ingen information om de seneste seks smittetilfælde. Ingen er døde af coronavirusset i Danmark.

Alle 27 smittede kan relateres til rejser i udlandet. Det oplyser Anne-Marie Vangsted, der er direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed.

- Enkelte af dem er blevet smittet her i Danmark - men i relation til allerede kendte patienter, der er blevet smittet i udlandet.

- Vi har ikke verificeret smittetilfælde i Danmark, vi ikke kan relatere tilbage til udlandet, skriver hun på Twitter.

Foruden de smittede er 458 personer i karantæne i Danmark. De er i isolation, fordi de har været tæt på en smittet person.

Derudover er der to smittet på Færøerne. 33 er i karantæne.

Fredag varslede de danske myndigheder med statsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen en række anbefalinger til at mindske spredningen.

Alle arrangementer med over 1000 deltagere bør aflyses. Det gælder i første omgang resten af marts.

Samtidig skal man ifølge Sundhedsstyrelsen undgå håndtryk, kys og kram.

Desuden ændrede Udenrigsministeriet sin rejsevejledning. Nu er anbefalingen, at man som minimum udviser forsigtighed, når man rejser i udlandet.

Det indebærer blandt andet, at man skal følge Sundhedsstyrelsens råd. De handler om ofte at vaske hænder, bruge håndsprit og undgå for tæt kropskontakt.

Man bør samtidig holde sig opdateret om sundhedsforholdene i det land, man rejser i. Det kan være via de lokale myndigheder, medier eller sit rejsebureau.

I forvejen frarådes alle unødvendige rejser til Kina, Iran, dele af Sydkorea og seks regioner i Italien.

Rejserne frarådes, da de fire områder har været hårdt ramt af corona. Udbruddet starten i den kinesiske storby Wuhan i januar.

256 kommentarer
Vis kommentarer