30-årig nægter at flytte hjemmefra: Nu får han et godt tilbud

En amerikansk domstol har erklæret, at Michael Rotondo, 30, skal være ude af forældrenes hus 1. juli

En 30-årig mand fra New York, der har fået rettens ord for, at det er tid til at flytte hjemmefra, har omsider fået lidt held i sprøjten.

Michael Rotondo, der har boet hjemme hos mor og far i otte år uden at bidrage økonomisk, har fået tilbudt et job.

Det er pizzakæden Villa Italian Kitchen, der tager chancen med et job til den granvoksne mand, der sagde, at han ikke kunne flytte hjemmefra, fordi han var arbejdsløs.

- Michael, vi tilbyder dig et job i et pizzakøkken med fuld oplæring, så du straks kan komme i gang, siger pizzaboss Andrew Steinberg ifølge CBS News.

Lokker med bonus
Steinberg tilbyder også en bonus, hvis Michael Rotondo tager jobbet.

- Vi hørte, at dine forældre tilbød dig 1100 dollars for at smutte. Vi smider én dollar oveni. Du får 1101 dollars, hvis du slutter dig til vores team, lokker han.

Sagen om den hjemmeboende amerikaner blev kendt, da forældrene gik rettens vej for at tvinge sønnen til at flytte.

Forældrene begrundede ønsket med, at sønnen ikke bidrog til det huslige arbejde og heller ikke betalte husleje.

- Efter en samtale med din mor har vi besluttet, at du skal forlade dette hus straks, skrev faderen, Mark Rotondo, i et brev til sin søn.

Gik rettens vej
Brevet blev dog aldrig besvaret, hvilket fik forældrene til at hyre en advokat, der formulerede sig noget mere direkte.

- Michael Joseph Rotondo, du er hermed smidt ud fra Weatheridge Drive 208, Camillus, New York med omgående virkning, lød det i brevet, hvor det blev gjort klart, at man var parat til at gå rettens vej.

Michael Rotondo har endnu ikke kommenteret jobtilbuddet.

28 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere