- Det bliver svedende varmt.
Sådan lyder meldingen fra vagthavende meteorolog hos DMI Frank Nielsen tirsdag morgen.
- Det er særligt Østjylland, der kan få de her høje temperaturer. Lige nu ligger der nogle skyer over Sjælland, men hvis solen først bryder igennem, så er der altså mulighed for, at den østlige del af Danmark også får 30 grader, siger Frank Nielsen.
- Og hvis solen ikke bryder igennem, så får vi stadig mellem 25 og 26 grader de fleste steder, siger han.
Hvis prognoserne holder, så kan vi få årets varmeste sommerdag hidtil.
- Mandag blev der målt 30,3 grader på Frederiksberg, og det var årets varmeste dag. Men mon ikke vi slår den rekord i dag, lyder det fra meteorologen.
- Det varme vejr fortsætter i nat. Vi får faktisk flere steder det, vi kalder tropenætter - nætter hvor temperaturen er over 20 grader, siger han.
Det vender igen
Men vi skal nyde det gode vejr, for henover Polen og de baltiske lande ligger der lige nu et uvejr og truer.
- Der ligger altså noget regn- og tordenvejr, som kan true det her solrige sommerdage, som vi har haft. Der kan faktisk også komme enkelte byger i løbet af i dag, men vi regner med, at regnvejret rammer Bornholm i nat, og så kan der kommer nogle dryp på Sjælland onsdag morgen, siger Frank Nielsen.
Temperaturen falder også en smule de kommende dage.
- Vi får nok 'kun' 20 til 25 grader, men det er jo stadig ret flot i forhold til sidste år. Lige nu er vi bare blevet så godt vant til de her meget høje temperaturer, siger han.
Indtil videre har der været 44 sommerdage i 2018. Meteorologisk er der tale om dage, hvor temperaturen er over 25 grader. Sommeren 2017 bød kun på 11 sommerdage.