34 millioner har set klippet: Gave med kæmpe overraskelse får 10-årig til at tude

10-årige Emma har fået sit livs bedste gave - se hendes rørende reaktion i videoen

Se Emmas rørende reaktion i videoen her (Video: Courtney Bennet/Privat)

10-årige Emma Bennett fra Texas i USA fik sig sit livs overraskelse, da hendes forældre besluttede sig for at give hende en helt speciel gave.

Videoen af pigens reaktion har på en uge fået over 34 millioner visninger og 200.000 delinger på Facebook.

- Der er ingen ord. Der er ingen ord, siger pigens mor, Courtney Bennett, til tv-stationen KTRK-TV i Houston.

I videoen får Emma en dukke i gave - men ikke hvilken som helst dukke.

Emma blev født med en sjælden defekt, der gjorde, at hun fik amputeret sit ben, da hun var ni måneder gammel. Derfor har hun brugt en benprotese det meste af sit liv.

Hun elsker dukker, men har altid ønsket sig en, der lignede hende selv og også havde en benprotese.

Hun har et ben som mit
Netop dét ønske har forældrene fået til at gå i opfyldelse, da de fandt et firma, der gerne ville lave en af de klassiske 'American Girl'-dukker om, så den fik en protese. Endda med Emmas yndlingsfarve.

Da Emma ser dukkens ben i æsken, kan hun ikke tro sine egne øjne.

- Hun har et ben ligesom mit, udbryder Emma, hvorefter hun begynder at græde.

- Tak fordi I har lavet en dukke som mig, siger hun grådkvalt.

Svømmer og spiller fodbold
Emmas benprotese har dog ikke stoppet hende i noget.

- Hun er ligesom ethvert andet barn. Hun svømmer, spiller fodbold og går til cheerleading og volleyball, siger hendes far, Justin Bennett.

Courtney og Justin Bennett håber, at videoen vil få legetøjsproducenter til at tænke over, at børn som Emma så gerne vil se noget, der ligner dem selv.

4 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere