35 personer i Danmark er nu smittet med coronavirus

Antallet af danskere smittet med coronavirus er søndag steget til 35 personer, fremgår det af Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside. Lørdag var tallet 27

Flere personer er nu blevet smittet med corona her i landet, nærmere bestemt på Nordsjællands Hospital Hillerød. Det kom søndag frem på et pressemøde, som du kan se et uddrag her. Video: Kenneth Meyer

Søndag eftermiddag er antallet af danskere, som er smittet med coronavirus, steget til 35.

Lørdag var tallet 27 smittede, mens det fredag var 21, der var konstateret smittet. Dermed er 14 yderligere konstateret smittet hen over weekenden.

Det skriver Styrelsen for Patiensikkerhed på sin hjemmeside. Her fremgår det også, at i alt 628 personer er i karantæne i Danmark.

Personer i hjemmekarantæne bliver som udgangspunkt betragtet som værende raske, indtil det modsatte er bevist.

Derudover skal det nævnes, at to personer fra Færøerne også er smittet med virussen.

Se også: Dansk hospital ramt af coronavirus: Otte medarbejdere sendt hjem

Tidligere søndag kom det frem, at en patient på Nordsjællands Hospital Hillerød var smittet med coronavirus.

Vedkommende var henvist til hospitalet af egen læge med symptomer på lungebetændelse. Men det viste sig altså at være coronavirus.

Foreløbig har patientens ophold på hospitalet betydet, at ni medarbejdere derfra er sendt i hjemmekarantæne. Blandt dem er sygeplejersker, to læger, en sekretær og en bioanalytiker.

Det er vigtigt at bruge håndsprit korrekt. Ekstra Bladet giver her en guide, for mange har helt sikkert gjort det forkert. Video: Lasse Brøndal/Redigering: Martin Ekelund/Maya Westander

Norditalien i lockdown
Selv om antallet af smittede i Danmark er støt stigende, er der stadig langt til tilstandene i Italien.

Italien er det land i Europa, der er hårdest ramt af virussen. Og en stor del af tilfældene i Danmark kan spores tilbage til det nordlige Italien.

Situationen i landet har medført drastiske tiltag for at modarbejde spredningen. Således bliver Lombardiet og flere andre regioner i det nordlige Italien lukket ned frem til 3. april.

Det sætter flere end 15 millioner italienere i karantæne. Det svarer til en fjerdedel af landets befolkning.

Herhjemme er der også reageret på de seneste italienske initiativer. Udenrigsministeriets Borgerservice har efterfølgende valgt at fraråde alle rejser til seks regioner i Norditalien.

I forvejen var alle unødvendige rejser til områderne frarådet. Men det forhold er altså skærpet søndag.

986 kommentarer
Vis kommentarer