38 filippinere venter i Polen på at arbejde for Kurt Beier Transport

Mens myndighederne efterforsker Kurt Beier Transport for menneskehandel, venter nye filippinere i Polen, skriver 3F

Forstå sagen på et øjeblik her. Redigering: Andreas Wentoft

I Polen sidder 38 filippinske chauffører og venter på at arbejde for det udskældte vognmandsfirma Kurt Beier Transport.

Det skriver Fagbladet 3F.

Kurt Beier Transport har været i søgelyset, da selskabet havde ansat en større gruppe filippinere, der levede under kummerlige forhold i Padborg.

De blev brugt af Kurt Beier Transport, hvor de arbejdede til en meget lav løn sammenlignet med danske vilkår. Det kunne de gøre ved, at Kurt Beiers polske datterselskab ansatte dem, og at de derved fik en arbejdstilladelse i Polen.

Oven på afsløringerne af lejren for chauffører af 3F har flere store kunder trukket sig fra Kurt Beier Transport. Firmaet bliver nu efterforsket for menneskehandel, og politikere fra flere partier har kritiseret forholdene.

Ifølge Fagbladet 3F har Kurt Beier Transport dog flere filippinere på vej mod Danmark. Fagbladet har fundet 38 placeret i Polen, hvor de venter på at komme til Danmark.

De er hyret af datterselskabet i Polen og afventer arbejdstilladelse. De er blevet stillet en løn på 1060 euro eller små 8000 kroner om måneden i udsigt. En dansk chauffør er sikret 26.000-32.000 kroner om måneden.

Lige nu har de fået lige over 1000 kroner til at leve for i flere uger, mens de venter på at komme videre.

- Vi har ikke talt med nogen fra firmaet i to uger. Vi skulle vente her, indtil vores papirer er i orden, siger en af chaufførerne, der ønsker at være anonym, til Fagbladet 3F.

- Vi aner ikke, hvor længe det varer. Vi har bare fået af vide, at vi skal vente her.

Oven på en række historier i medierne om manglende medicinsk behandling og uværdige leveforhold har Kurt Beier Transport ifølge Fagbladet 3F tilbudt en lønstigning til 1300 euro til chauffører, der vil køre fra mandag. De skulle også have tilbudt indendørs overnatning.

- Det her handler om, at Kurt Beier er voldsomt presset af Padborg-sagen. De vil have filippinerne og sig selv væk fra den danske befolknings søgelys, siger formand for 3F's Transportgruppe Jan Villadsen til Fagbladet 3F om de nye kontrakter.

- De skal væk fra Danmark og ud på vejene i EU, før myndighederne afklarer, om filippinerne har været udsat for menneskehandel af Kurt Beier.

446 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere