400.000 danskere modtager snart et brev: Betal din gæld

Gældsstyrelsen sætter ind mod borgere og virksomheder, der skylder penge til det offentlige

I løbet af den kommende tid vil 400.000 borgere og virksomheder modtage et brev fra Gældsstyrelsen.

Men budskabet vil nok komme bag på de færreste.

De er nemlig iblandt de i alt 1,3 millioner, der skylder penge til det offentlige i Danmark.

Som et led i den største rykkerindsats i nyere tid vil styrelsen således sende rykkere til de 400.000 skyldnere i de kommende måneder.

Det oplyser Gældsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Styrelsen starter indsatsen i denne uge, og her vil man sende 35.000 rykkere ud om ugen i de kommende måneder.

Brevene til de 400.000 skyldnere vedrører gæld for omkring 58 milliarder kroner i alt.

Gældsstyrelsen tyvstartede indsatsen hen over sommeren, hvor omkring 74.000 borgere blev rykket af styrelsen. Det førte til, at 160 millioner kroner blev hentet tilbage til statskassen, mens næsten 10.000 borgere eller virksomheder blev gjort helt gældfri.

- Rykkerbrevene et vigtigt værktøj. Nogle er måske ikke opmærksomme på, at de faktisk skylder gælden, så for dem fungerer rykkeren forhåbentlig som en venlig, men bestemt reminder om, at de har gæld, der skal betales, og at der løber renter på. Nu skruer vi op for volumen og sender i de kommende måneder mange tusind breve ud om ugen, siger direktør i Gældsstyrelsen Lars Nordahl Lemvigh i pressemeddelelsen.

Tunge breve
Gældsstyrelsen gør opmærksom på, at det ikke er helt små breve, de sender ud til borgerne, idet man i brevet bliver gjort opmærksom på gældsposter, der er en del af oprydningarbejder, der er opstået i kølvandet på problemerne med det skandaleramte inddrivelsessystem EFI.

De teksttunge breve er dog nødvendige 'hvis rykkerne skal holde sig inden for loven', lyder det fra Gældsstyrelsen.

Brevene med rykkere vil blive sendt til e-boks.

- Der er fortsat et stort oprydningsarbejde på gældsområdet, og der er stadig uvished om dele af gælden. Det er utilfredsstillende for både skyldnerne og for os som myndighed. Derfor arbejder vi os hver dag længere igennem de uafklarede gældsposter.

- Jeg kan kun opfordre til, at alle betaler det, de skylder, eller ringer og aftaler en frivillig betalingsordning, siger Lars Nordahl Lemvigh.

160 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere