42.000 cpr-numre offentliggjort på magasin: - Må aldrig ske igen

Ved en fejl har tusindvis af danskere fået trykt deres cpr-numre på bagsiden af et fagblad

Der er røde ører på gangene hos Socialpædagogernes Landsforbund.

Her er man ved en fejl kommet til at trykke flere tusind medlemmers cpr-numre på bagsiden af det nyeste nummer af fagbladet Socialpædagogen.

Det oplyser bladets chefredaktør, Søren Lauridsen, i en mail til medlemmerne, som Ekstra Bladet har set.

'Undskyld! Ved en fejl er dit cpr-nummer trykt sammen med adressemærkatet på bagsiden af Socialpædagogen nummer 5, der leveres en af de kommende dage,' står der i mailen.

'Meget beklageligt'
Over for Ekstra Bladet bekræfter fagforbundet fejlen og oplyser, at sagen nu er meldt til Datatilsynet.

'Det er en meget beklagelig fejl, der er sket. Vi er helt klar over, at det er utrygt. Det må aldrig ske igen, og vi har derfor også med det samme taget alle de nødvendige skridt for at sikre, at det ikke sker - og vi har selv meldt det ud til Datatilsynet,' udtaler sekretariatschef hos Socialpædagogerne Rasmus Conradsen.

Meldt til Datatilsynet
I alt er 36.037 medlemmer af Socialpædagogerne og 6693 medlemmer af PLS, der er studenterorganisationen under forbundet, berørt af sagen.

Der er tale om en menneskelig fejl, som skete, da man lavede et udtræk af abonnenter fra medlemssystemet. Fejlen blev opdaget sent tirsdag aften, oplyser forbundet til Ekstra Bladet.

- Hvad gør I, hvis det viser sig, at et eller flere af jeres medlemmer får misbrugt deres oplysninger efter denne sag? Der er både tale om navn, adresse og cpr-nummer.

'Vi er meget kede af den fejl, der er sket, og ud over en stor undskyldning så erstatter vi selvfølgelig, hvis et medlem lider skade ved vores fejl,' siger Rasmus Conradsen.

Riv bladet i stykker
I en mail til medlemmerne opfordres de selv til at 'begrænse skaden'.

'For at mindske risikoen for misbrug af dine oplysninger er det vigtigt at adskille navn og adresse fra dit cpr-nummer. Derfor anbefaler vi, at du river cpr-nummeret af, så det er adskilt fra navn og adresse, når du smider bladet ud,' står der i mailen.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Uddrag af mailen, der er sendt til Socialpædagogernes medlemmer.
Uddrag af mailen, der er sendt til Socialpædagogernes medlemmer.
 

'Jeg er bekymret'
Ekstra Bladet har været i kontakt med Morten Østergård, der er et af de medlemmer, som har fået offentliggjort sit cpr-nummer ved en fejl.

Han frygter at få misbrugt sine oplysninger.

- Det jo et brud på lovgivningen, og jeg er da bekymret for, at der er nogen med forkerte hensigter, som har tjekket mit cpr-nummer. Så man står jo lidt i en situation, hvor man ikke ved, hvad man skal stille op, siger han.

Frederik Siegumfeldt, kontorchef i Datatilsynet, vurderer, at risikoen for, at medlemmernes oplysninger bliver misbrugt, er begrænset.

- Jeg ville ikke være meget bekymret for et misbrug, men man skal alligevel forholde sig kritisk i den kommende periode og reagere på det, hvis der pludselig bliver indgået nogle aftaler i ens navn. Jo hurtigere, man reagerer, jo bedre, siger Frederik Siegumfeldt til Ekstra Bladet.