42.018 nye coronatilfælde

813 personer er søndag indlagt med corona på landets hospitaler. Det er blandt det højeste antal denne vinter

Der er det seneste døgn kommet svar på 228.118 PCR-test. Cirka 18 procent af dem har vist sig at være positive for coronavirus. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Der er det seneste døgn kommet svar på 228.118 PCR-test. Cirka 18 procent af dem har vist sig at være positive for coronavirus. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Følg Samfund

Der er det seneste døgn registreret 42.018 smittede med coronavirus i Danmark. Det er det næsthøjeste under epidemien.

Det viser den daglige opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI) søndag.

Det hidtil højeste antal smittede på ét døgn blev registreret 21. januar. Her blev 46.831 konstateret smittet.

De 42.018 smittetilfælde er fundet blandt 228.118 PCR-prøver. Det er dem, hvor man podes i svælget.

Det betyder, at 18,42 procent af prøverne har været positive for coronavirus - også kaldet positivprocenten. Det er den højeste positivprocent hidtil under epidemien.

Af de 42.018 smittede har 2755 personer været smittet mindst én gang før.

Regeringen har varslet, at den onsdag vil fremlægge en plan for, hvilke restriktioner der forlænges eller ophæves, når de nuværende udløber den 31. januar.

Isik Somuncu Johansen, professor i infektionsmedicin ved Syddansk Universitet og overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på Odense Universitetshospital, ser gerne, at man venter lidt med at ophæve restriktionerne.

- Jeg vil gerne se en trend, der viser vedvarende fald i det daglige smittetal, før vi begynder at snakke om at komme af med eksempelvis mundbind, siger hun.

Hun er ikke nervøs for, at indlæggelsestallet vil stige voldsomt.

Det er snarere, at en meget høj smitte vil lægge pres på samfundet, hvis der er for mange syge medarbejdere på arbejdspladserne.

- Og så er den anden ting, at vi ikke har lang observationstid af omikrons påvirkning på alle aldersgrupper, siger hun og fortæller, at hun gerne vil have mere robuste data med en lang observationstid, før man ændrer noget.

Det samlede antal indlagte er steget det seneste døgn, hvilket betyder, at der igen er over 800 indlagte.

I alt er der søndag 813 coronapatienter på et af landets hospitaler. Det er en stigning på 32 siden opgørelsen lørdag.

Samtidig er der det seneste døgn 215 coronasmittede, som er blevet indlagt. Når det samlede antal indlagte ikke stiger mere, skyldes det, at der også er nogen, som for eksempel bliver udskrevet.

De 813 indlagte er blandt det højeste antal indlagte denne vinter. Det hidtil højeste var 20. januar, hvor der var 825 indlagt med corona.

Af de 813 indlagte er 42 personer indlagt på en intensivafdeling, og af dem er 27 personer så syge, at de ligger i respirator.

Det er dog ikke alle de coronaindlagte i SSI's opgørelse, som er indlagt på grund af corona. Mange er indlagt af en anden årsag, for eksempel et brækket ben.

I SSI's seneste opgørelse fra uge 52 var det hver tredje coronasmittede patient, som var indlagt af andre årsager.

Den andel kan være steget yderligere siden da, da coronavarianten omikron i 2022 udgør størst set alle smittetilfælde.

For intensivpatienter var det hver fjerde patient i uge 2, der var indlagt af andre årsager.

Yderligere 12 personer, der inden for den seneste måned er testet positiv for covid-19, er døde.

SSI er på vej med en ny opgørelse for coronarelaterede dødsfald, fordi den nuværende er for upræcis på grund af den udbredte samfundsmitte.

FAKTA: Sådan skal man læse de daglige coronatal

Statens Serum Institut (SSI) offentliggør på daglig basis en række tal, der beskriver, hvordan udviklingen går med coronavirus i Danmark.

Her er en oversigt over, hvad tallene beskriver, og hvordan man kan bruge dem til at se på udviklingen i epidemien:

* Bekræftede tilfælde:

- Tallet dækker over det antal coronapositive prøver, der er fundet i PCR-test det seneste døgn. Det gælder både dem, der er smittet for første gang, og dem, der er blevet smittet igen. SSI bruger betegnelsen reinfektioner for personer der er blevet smittet igen.

- Antallet af nye smittetilfælde kan bruges til at vurdere, om epidemien er i vækst - ved at se udviklingen over flere dage. Tallet skal sammenholdes med, hvor mange test der bliver udført.

* Positivprocent:

- Tallet viser, hvor stor en andel af PCR-prøverne der er positive for corona - altså har påvist smitte - og en stigning kan indikere, at der er mere smitte i samfundet.

- Tallet er følsomt over for, hvor bredt man tester i befolkningen, og der er dermed usikkerhed ved ændringer i teststrategien.

- For eksempel vil positivprocenten teoretisk set gå op, når man reserverer PCR-test til personer, der har taget en coronapositiv lyntest, har symptomer eller er nære kontakter til smittede.

* Nyindlæggelser:

- Tallet viser, hvor mange nye patienter der er blevet indlagt med coronavirus på landets hospitaler sammenlignet med opgørelsen dagen før.

- Tallet er blandt de mest centrale tal, fordi det er en indikator på, om smitten er på vej over i den ældre og skrøbelige del af befolkningen, der har behov for indlæggelse.

* Indlæggelser:

- Tallet beskriver det samlede antal indlagte med coronavirus på de danske hospitaler.

- Tallet bruges til at se på, hvor belastet sundhedsvæsnet er af patienter med coronavirus. Man skal være opmærksom på, at omkring hver fjerde indlagte med coronasmitte denne vinter vurderes indlagt af andre årsager.

* Dødsfald:

- Tallet dækker coronasmittede personer, der er registreret døde det seneste døgn. Man tæller med, hvis man er død op til en måned efter den positive coronaprøve.

- Der kan være flere ugers forsinkelse på indberetningerne af dødsfald, så det er ikke en god markør til at gøre status på epidemien nu og her, men tallet kan fortælle noget om alvorligheden, og i hvor høj grad den ældre og skrøbelige del af befolkningen er blevet ramt.

* Incidens:

- Tallet opgør, hvor mange smittetilfælde der er per 100.000 indbyggere. Det kan være opgjort på landsplan, regionalt, kommunalt eller helt ned på sogneniveau.

- Tallet kan bruges til at fortælle, hvor stor en del af befolkningen der er påvirket af epidemien i øjeblikket - for eksempel i forhold til sygefravær.

Kilder: Statens Serum Institut (SSI), Sundhedsstyrelsen, RUC.

Ubegrænset Sport
Ekstra Bladet
Så løber du aldrig tør
79
,-
/md.

Mere fra Ekstra Bladet+

Tak til børnene for at give deres liv

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Udforsk Ekstra Bladet+