Den 45-årige Cassandra Cline blev mandag 20. august angrebet og dræbt af en alligator, da hun gik en tur med sin hund Kylie langs en golfbane på Hilton Head Island i staten South Carolina i USA. Langs golfbanen er der også vandhuller og små søer, hvor flere store alligatorer holder til.
Cassandra Cline blev dræbt klokken ca. 9.30 om morgenen i nærheden af hul 13 på golfbanen af en næsten tre meter lang alligator.
Det skriver flere medier heriblandt ABC News, People og Fox News
Ifølge myndighederne angreb alligatoren Cassandra Cline og trak hende ned i den nærliggende lagune og under vandet.
En talsmand fra South Carolinas Miljø Departement, David Lucas, har udtalt følgende:
'En 'greenkeeper' hørte kvinden skrige og så hende fra lang afstand, mens hun som i en slags tovtrækning med alligatoren trak i sin hunds hundesnor, fortæller David Lucas og tilføjer:
'Vi går ud fra, at alligatoren i første omgang angreb hendes hund, men ikke fik fat i hunden, men kun i hundesnoren. Herefter trak alligatoren i hundesnoren, mens Cassandra trak tilbage og forsøgte at redde sin hund. Og på et tidspunkt blev Cassandra så angrebet af alligatoren og trukket ned i vandet.
Hunden Kylie overlevede i øvrigt den forfærdelige episode. Cassandra var også i live, da hun efterfølgende blev trukket op af vandet. Men hun døde kort efter på golfbanen. Myndighederne fik også fat i den alligator, der havde angrebet Cassandra. Den blev aflivet.
Cassandra Clines mor Julia Meza har til ABC News fortalt, at hun ofte selv er gået den samme tur sammen med sin datter.
- På de ture er vi aldrig gået for tæt på vandet. Vi ønskede på ingen måde at irritere alligatorerne i vandet. Cassandra var meget respektfuld overfor dyr, fortæller Julia Meza og tilføjer:
- Min datter havde indtil for nylig to hunde. Men den ene hund døde for to uger siden. Hun var meget beskyttende overfor sine hunde. Min datter kunne ikke få børn, så hendes hunde var som en slags børn for hende. Og hun ville aldrig lade noget ondt ske sine hunde, fortæller Julia Meza.
