451 nye smittetilfælde med coronavirus

De seneste to uger har smittetallet været under 1000. Antal indlagte er fordoblet siden starten af august

Antallet af coronatest er faldet mærkbart, i takt med at de fleste i befolkningen er blevet vaccineret. (Arkivfoto) Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Antallet af coronatest er faldet mærkbart, i takt med at de fleste i befolkningen er blevet vaccineret. (Arkivfoto) Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Der er det seneste døgn registreret 451 nye smittetilfælde med coronavirus.

Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Det daglige smittetal har siden 24. august været under 1000, og dagens smittetal er blandt de laveste de seneste to måneder.

De 451 nye smittetilfælde er fundet blandt 43.694 PCR-prøver, hvilket giver en positivprocent på 1,03.

Smittetallene har været faldende i september sammenlignet med august. Det er et billede på, at størstedelen af befolkningen nu er færdigvaccineret.

Sådan lyder det fra Torben Mogensen, formand for Lungeforeningen, som repræsenterer nogle af de patienter, der kan blive alvorligt syge af corona.

- Det er positivt, at vi ser denne faldende tendens i smittetallene, og det er for mig et klart udtryk for, at vaccinerne virker.

- Derfor gælder det om, at vi skal have de sidste med, så vi får en endnu bedre beskyttelse i befolkningen, inden vejret bliver dårligere, siger han.

4,42 millioner borgere - svarende til 75,5 procent af befolkningen - har påbegyndt deres vaccinationsforløb, mens 72,8 procent kan kalde sig færdigvaccinerede.

Antallet af indlagte er det seneste døgn faldet med 2 til 123, men siden starten af august er tallet fordoblet.

Sundhedsstyrelsen besluttede mandag at lempe på kravene for nære kontakter i skoler og daginstitutioner, så børn i langt mindre grad skal sendes hjem isolation.

Samtidig bortfalder de sidste coronarestriktioner fredag, når coronavirus mister sin status som samfundskritisk sygdom. Derudover begynder efteråret så småt at melde sin ankomst.

Torben Mogensen forventer, at det vil betyde stigende smitte blandt de grupper i samfundet, der ikke er vaccineret.

- Der er ingen tvivl om, at flere af de ikke-vaccinerede børn og unge kommer til at få sygdommen, men det behøver ikke give anledning til bekymring, fordi de ikke bliver så syge, og fordi de fleste i samfundet er vaccineret, siger Torben Mogensen.

Han fremhæver i den sammenhæng, at de allermest sårbare - herunder kræftpatienter og plejehjemsbeboere - står foran et tredje stik, der kan sikre dem en bedre beskyttelse.

Der er også blevet foretaget 60.045 lyntest. Positive svar fra lyntest indgår ikke i de daglige opgørelser af smittetal, da der er usikkerhed om resultatet.

Yderligere to personer er registreret døde med coronavirus. Dermed er der i alt registreret 2594 døde med coronavirus i Danmark siden marts 2020.

FAKTA: Tre fjerdedele har påbegyndt vaccination

Samlet set har 75,5 procent af befolkningen påbegyndt deres vaccinationsforløb. Det svarer til mere end 4,4 millioner personer.

I alt 72,8 procent af befolkningen regnes nu som færdigvaccineret. Det er knap 4,3 millioner borgere.

I øjeblikket bliver vacciner tilbudt alle personer, der er fyldt 12 år.

SSI opgør andelen af vaccinerede i forhold til hele befolkningen, fordi man ønsker at vurdere, hvor tæt Danmark er på flokimmunitet.

Læs her, hvordan det skrider frem med de forskellige vaccinationsgrupper:

* Gruppe 1-9:

I vaccinegrupperne 1-9 indgår blandt andre borgere over 65 år, sundhedspersonale, særligt udsatte og deres pårørende.

Her har 1.566.352 fået første stik med en vaccine. Det svarer til 96,7 procent af målgruppen. 1.559.172 er færdigvaccinerede. Det svarer til 96,2 procent.

* Gruppe 10A: Borgere i alderen 60-64 år:

Påbegyndt: 264.733 personer (93,6 procent).

Færdigvaccinerede: 263.042 (93,0 procent).

* 10B: Borgere i alderen 55-59 år:

Påbegyndt: 320.443 (92,1 procent).

Færdigvaccinerede: 317.567 (91,3 procent).

* 10C: Borgere i alderen 50-54 år:

Påbegyndt: 307.530 (90,6 procent).

Færdigvaccinerede: 303.655 (89,4 procent).

* 10D1: Borgere i alderen 16-19 år samt 45-49 år:

Påbegyndt: 527.723 (86,6 procent).

Færdigvaccinerede: 519.889 (83,8 procent).

* 10D2: Borgere i alderen 20-24 år samt 40-44 år:

Påbegyndt: 526.659 (80,8 procent).

Færdigvaccinerede: 502.589 (77,1 procent).

* 10D3: Borgere i alderen 25-29 år samt 35-39 år:

Påbegyndt: 499.343 (74,6 procent).

Færdigvaccinerede: 459.352 (68,6 procent).

* 10D4: Borgere i alderen 30-34 år:

Påbegyndt: 247.551 (71,9 procent).

Færdigvaccinerede: 221.740 (64,4 procent).

* 11: Borgere i alderen 12-15 år:

Påbegyndt: 160.890 (59,1 procent).

Færdigvaccinerede: 123.943 (45,5 procent).

Bemærk, at opgørelsen kun medregner de vaccinerede borgere, som stadig er i live og har bopæl i Danmark.

Antallet af personer, der har fået første stik, omfatter også dem, der har færdiggjort vaccinationen. De, der har fået vaccinen fra Johnson & Johnson, som kun kræver ét stik, er også med i begge tal.

Kilder: Statens Serum Institut, Sundhedsstyrelsen.