48-årig dømt: Voldtog kæresten to gange

Claus Hansen blev dømt for to voldtægter, mens frikendt for et voldtægtsforsøg

Retten i Helsingør har idømt den 48-årige Claus Hansen fire års fængsel, dels for at have voldtaget sin 51-årige kæreste to gange, dels for at have truet hende og to andre.

Det oplyser Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Voldtægterne fandt sted i juni i år, dels i en campingvogn, dels i kvindens hjem i Snekkersten. Anden gang slog Claus Hansen kvinden med knyttet næve i ansigtet og rev hendes tøj i stykker, inden han voldtog hende.

Den 6. juli 2018 indtalte Claus Hansen også en besked på kærestens telefonsvarer, hvor han truede hende:

'Du ved, hvad der sker, næste gang, jeg møder dig, ik? Så hvis du gerne vil dø nu, så fortsæt med at skrive til mig, og vær dum at høre på. Ellers skriver du undskyld. Hvis du vil overleve, så skriver du undskyld lige nu og her. Men gør du ikke det, så dør du næste gang, jeg ser dig', sagde han blandt andet.

Den 48-årige blev i retten også dømt for at have fremsat trusler mod en 53-årig kvinde samt en 29-årig mand.

Til gengæld blev han frikendt for et voldtægtsforsøg mod den 51-årige kvinde.

Overvejer anke
Anklager Christina Schønsted, Anklagemyndigheden i Nordsjælland, havde procederet for fem år og seks måneders fængsel, men retten fandt altså, at straffen skulle være fire år. Nu overvejer anklagemyndigheden, om sagen skal tages i Landsretten.

- Der er jo en grund til, at vi krævede fem år og seks måneders fængsel - det er fordi, vi mener, at det er den rigtige straf - men den straf forudsatte jo også, at han blev dømt i fuld omfang. Retten vurderede det anderledes. Nu afventer vi dommen og nærlæser den, inden vi vurderer, hvorvidt den bør ankes, siger Christina Schønsted til Ekstra Bladet.

Den dømte udbad sig ligeledes betænkningstid i forhold til eventuel anke. Han har 14 dage til at beslutte sig.

30 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere