6-årige Lily skrev gækkebrev: Så bankede politiet på i 0. klasse

Politiet kastede sig over det store påskemysterium, og så fik Lily og hendes klassekammerater besøg

6-årige Lily sendte tre betjente på et omfattende efterforskningsarbejde. Men de fandt frem til hendes klasselærer og aftalte at komme forbi med blå blink og påskeæg. Foto: Nordjyllands Politi
6-årige Lily sendte tre betjente på et omfattende efterforskningsarbejde. Men de fandt frem til hendes klasselærer og aftalte at komme forbi med blå blink og påskeæg. Foto: Nordjyllands Politi

'Jeg vil rigtig gerne have besøg af en politibil imens jeg er i skole =)'

Sådan stod der i et mystisk gækkebrev, som Nordjyllands Politi modtog for et par uger siden.

Hvis ikke politiet kunne gætte, hvem der havde sendt brevet, så skyldte de et besøg i afsenderens klasse.

Benhård efterforskning afslørede, at der var tale om en 6-årig pige ved navn Lily, som går i 0. klasse på Mariagerfjord Idrætsskole.

6-årige Lily delte påskeæg fra politiet ud til klassen. Foto: Nordjyllands Politi
6-årige Lily delte påskeæg fra politiet ud til klassen. Foto: Nordjyllands Politi
 
Så forleden rykkede tre betjente fra lokalstation Himmerland ud, og selvom de jo faktisk havde løst den svære gække-gåde, kom de alligevel på besøg hos Lily og hendes klassekammerater.

- Det er ikke sådan noget, vi gør hele tiden. Men nu fik vi det her gækkebrev forrige fredag, og så var det, at min chef sagde, 'Simon, det her er din opgave!' fortæller politikommissær Simon Hjorth Jacobsen fra lokalstation Himmerland til Ekstra Bladet.

Simon Hjorth Jacobsen og hans kolleger fik Lilys 0.klasse på Mariagerfjord Idrætsskole til at høre koncentreret efter, da de fortalte om deres efterforskning af et mystisk gækkebrev. Foto: Nordjyllands Politi

- Nu har vi jo de her Twitter-sider og Facebook, og vi skal i medierne på en positiv måde, og vi skal i øvrigt 'virke for nærhed og tryghed', som der står i regeringens initiativer.

- Så vi tænkte, hvordan kan vi lige lave en kobling og slå to fluer med et smæk, samtidig med, at vi kunne give de her børn en god oplevelse, fortæller politikommissæren.

Positive reaktioner
Facebook-opslaget fik hurtigt mange likes og delinger på Nordjyllands Politis Facebook-side, og tonen i kommentarerne kom næsten helt bag på de nordjyske betjente.

- Det er stort set kun gode og positive reaktioner. Vi troede måske, at der ville komme noget fra folk, der synes, det var en mærkelig måde at bruge politiets ressourcer på. Men det har der stort set ikke være noget af.

Efterfølgende fik hele klassen lov til at se nærmere på de spændende politibiler. Foto: Nordyllands Politi
Efterfølgende fik hele klassen lov til at se nærmere på de spændende politibiler. Foto: Nordyllands Politi

Foto: Nordjyllands Politi
Foto: Nordjyllands Politi
 
Simon Hjorth Jacobsen tror umiddelbart ikke, de lokale betjente kommer til at gentage succesen på samme måde til næste påske. Men han vil ikke afvise, at de kan finde på at gøre noget i samme stil igen.

- Folk ser det som en rigtig god, og måske lidt skæv, politiopgave. Så det er en rigtig god måde at komme ud til børnene og i øvrigt også til hele befolkningen, siger politikommissæren til Ekstra Bladet.

TV2 Nord var med, da Simon Hjorth Jacobsen og hans to kolleger var ude for at opklare det store påskemysterium i Mariager. Du kan se deres indslag her.

98 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere