60-årige Peter skifter chefstolen ud med sosu-uddannelse

Peter Borup Sørensen forlader en stilling som sundhedschef i Viborg Kommune for at blive sosu-elev. Han vil gerne arbejde mindre, men også gøre en mærkbar forskel for borgerne

Peter Borup Sørensen har været sundhedschef i Viborg Kommune i knap fem år, men nu skal han lave noget helt andet. Foto: Viborg Kommune
Peter Borup Sørensen har været sundhedschef i Viborg Kommune i knap fem år, men nu skal han lave noget helt andet. Foto: Viborg Kommune

Peter Borup Sørensen har været sundhedschef i snart fem år.

Til august er han sosu-elev.

Det er det noget usædvanlige skift, sundhedschefen i Viborg Kommune, Peter Borup Sørensen, har valgt at lave i en alder af 60 år.

- Jeg vidste jo godt, at jeg gik hen og blev 60 i februar, og derfor har jeg gået og grublet over det i et års tid - om chefjobbet i kommunen var det rigtige at bruge resten af mit arbejdsliv på, og om jeg kunne skabe mig selv noget mere fritid, og hvordan jeg skulle gøre det, siger Peter Borup Sørensen til Ekstra Bladet.

Men det er ikke tilfældigt, at valget er faldet på sosu-uddannelsen i Lemvig, hvor Peter Borup Sørensen begynder til august.

- Når jeg skifter job for at få mere fritid, så skal det være et meningsfuldt job og også noget, hvor jeg får umiddelbar respons på det, jeg gør. Og det er jeg ikke i tvivl om, at jeg gør i sosu-jobbet, siger han.

Fritiden vil Peter Borup Sørensen bruge sammen med familien.

- Jeg har behov for at have overskud til at besøge min gamle far, mine børn og mit barnebarn, som bor langt væk, og være til stede for dem, når de kommer på besøg her i Lemvig.

Full circle
Arbejdsmæssigt har det ikke ligget i kortene, at Peter Borup Sørensen skulle arbejde i så tæt kontakt med borgerne, som sosu-hjælpere gør.

Han er uddannet civilingeniør i byplanlægning og har arbejdet med byplanlægning i det meste af sin karriere.

Men inden han for alvor gik den vej karrieremæssigt, var han faktisk i tæt kontakt med patienter i sin studietid. Det har også været stærkt medvirkende til det valg, han har taget nu.

- Jeg huskede tilbage på min studietid, hvor jeg i et sabbatår arbejdede som ufaglært sygehjælper på et gigthospital, og der kunne jeg genkalde den glæde, det var at gøre en forskel for mennesker i det daglige, siger Peter Borup Sørensen.

Men det var ikke kun glæde, den afgående sundhedschef genkaldte fra sin studietid.

- Man kunne også godt få kontant afregning, hvis man ikke gjorde det godt nok, men den der umiddelbare reaktion på ens indsats og følelsen af, at man gør folk glade og gør nytte. Det kunne jeg mærke i min mave, at det føltes rigtig godt, og derfor undersøgte jeg mulighederne for at kunne blive sosu-elev her og nu, siger han.

- Jeg vil bruge den her uddannelse
Peter Borup Sørensen er som nævnt næsten 60 år, og derfor har den tidligere områdechef i Kræftens Bekæmpelse ikke nødvendigvis mange år tilbage på arbejdsmarkedet, når han er færdig med sin knap tre år lange sosu-uddannelse.

Men det er netop derfor, han gør det nu.

- Jeg tager uddannelsen nu, fordi jeg også håber, at jeg kan bruge den til noget. Jeg satser på, at jeg kan blive i sosu-faget, til jeg er 67-68 år, men jeg har også overvejet, om jeg skulle tage to til tre år mere som sundhedschef og derefter gå på pension, men det virker forkert for mig, siger han til Ekstra Bladet.

- For det første er jeg ikke sikker på, at jeg vil kunne fortsætte med at være en god chef to-tre år mere, når jeg har den refleksion, som jeg har. For det andet vil jeg gerne give noget tilbage til samfundet på et område, hvor der i høj grad er brug for arbejdskraft.

Peter Borup Sørensen meldte sit karriereskifte ud på LinkedIn tidligere på ugen og mødte mange positive reaktioner.