6000 tests forsvandt: 39 smittet

39 af weekendens 6000 forsømte tests viste sig at være positive, erfarer Ekstra Bladet. Onsdag vil de smittede langt om længe få svar som de første, lover Statens Serum Institut

Se, hvordan en coronatest foregår i videoen her. Video: Emma Svendsen

Tirsdag erfarede Ekstra Bladet, at et større it-svigt i datacentrene over weekenden havde fået 6000 borgeres coronatests til at forsvinde.

I dag oplyser Statens Serum Instituts pressetjeneste over for Ekstra Bladet, at 39 af de 6000 var positive.

Det ved de efter at have gennemgået hængepartierne manuelt.

Borgere har forsat ikke fået nogen besked om, hvad der var grunden til det manglende svar på deres weekend-tests, på trods af at svartiden på 30 timer var overskredet med dage.

Statens Serum Institut lover dog nu over for Ekstra Bladet, at de sætter alt ind på at give besked til de 39 smittede i løbet af i dag, onsdag.

Fik ingen information om forsinkelser
Prøverne har skullet gennemgås i hånden, hvilket SSI har anslået tager halvandet minut i gennemsnit.

Det løber rundt regnet op i 9000 minutter eller 150 timers arbejde, hvorfor svartiden er blevet forlænget markant. Nu prioriteres svar på positive tests altså som det første.

SSI oplyser, at de gik i gang rugbrødsarbejdet mandag morgen, hvor de opdagede it-nedbruddet.

Ekstra Bladet blev opmærksomme på problemet tirsdag efter henvendelse fra Nina Marie Ericsson, der stadig savnede svar på sin weekend-test.

Hun viste sig at være langt fra den eneste.

- Min største anke er sådan set, at man ikke har fået nogen form for information fra dem, sagde hun tirsdag til Ekstra Bladet.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix Samfund - 21. jul. 2020 - kl. 20:12 It-nedbrud i testcentre: 6000 coronatests forsvundet

3 kommentarer
Vis kommentarer