612 nye smittede med coronavirus

I over 181.000 PCR-prøver er der søndag fundet 612 nye coronasmittede. Antal indlagte stiger med fire til 181

Der er registreret 612 nye tilfælde med coronavirus det seneste døgn i 181.008 analyserede PCR-prøver.

Det viser søndagens coronatal fra Statens Serum Institut (SSI).

Dermed er positivprocenten på 0,34.

Antal indlagte på landets hospitaler stiger med 4 til 181 indlagte.

Af dem er 40 patienter på intensivafdeling, hvoraf 22 får hjælp af en respirator.

Ifølge Thorkild Sørensen, professor emeritus i epidemiologi ved Københavns Universitet, er det 'meget tilfredsstillende', at tallene er på samme niveau som længe.

- Det store spørgsmål er, hvad den store genåbning, vi har gang i nu, betyder for smitten. Det kan vi først se om noget tid, siger han.

Restauranter har fået lov at genåbne. Indendørs er der krav om coronapas, men det er der ikke ved servering udendørs. Ifølge professor er det positivt, at der under genåbningen tages hensyn til, at smitterisikoen er mindre udenfor. (Arkivfoto). Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Restauranter har fået lov at genåbne. Indendørs er der krav om coronapas, men det er der ikke ved servering udendørs. Ifølge professor er det positivt, at der under genåbningen tages hensyn til, at smitterisikoen er mindre udenfor. (Arkivfoto). Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Han peger på, at de stabile smittetal over en længere periode blandt andet kan tilskrives måden, hvorpå det danske samfund genåbner. Der bliver ifølge professoren i høj grad taget hensyn til, at smitterisikoen er mindre udendørs end indendørs.

- Der genåbnes på en måde, der ikke i særlig høj grad øger smitterisikoen. Det er ganske pragtfuldt, at det går sådan og ikke som i mange andre lande i verden.

- Jeg er optimistisk, med henblik på at vi ikke får en tredje bølge på grund af sommeren kombineret med vaccinerne og forståelse for, hvad der driver smitten, siger Thorkild Sørensen.

Yderligere én person er død med virussygdommen. I alt er 2475 borgere i Danmark nu døde med coronavirus.

Der er siden lørdagens opgørelse også blevet foretaget 186.702 lyntest, som er de test, hvor man podes i næsen. De positive tilfælde herfra indgår dog ikke i smittetallet.

Matematisk epidemiolog Viggo Andreasen forklarer, hvilke misforståelser der er ved de daglige smittetal.

Det skyldes, at der er usikkerhed forbundet med testsvarene. Man opfordres derfor til at få foretaget en PCR-test, hvis man er blevet testet positiv med lyntest.

20,7 procent af befolkningen har i den seneste vaccinationsopgørelse fra SSI nu påbegyndt vaccination mod coronavirus. Det svarer til over 1,2 millioner personer.

Færdigvaccinerede borgere med to stik udgør 9,8 procent af befolkningen. Det drejer sig om over 570.000 personer.

Siden sidste opgørelse er der blevet givet over 22.500 stik med en coronavaccine.