624 smittede med coronavirus - antal indlagte falder

Fra mandag til tirsdag har Statens Serum Institut fundet 624 nye smittetilfælde blandt 164.744 PCR-test

Så langt er vi nået med covid-19-vaccinationerne

I det seneste døgn er 624 personer blevet konstateret smittet med coronavirus. To er døde, mens fem færre er indlagt, viser tal fra Sundhedsstyrelsen.

De smittede er fundet blandt i alt 164.744 PCR-test. Dermed er andelen af positive prøver 0,38 procent. Det tal kaldes også positivprocenten og har ligget stabilt mellem 0,2 og 0,5 siden midten af februar.

Antallet af personer, der er indlagt med coronavirus, er faldet med fem siden mandag. Dermed er der i alt 172 personer indlagt med sygdommen.

De stabile smitte- og indlæggelsestal kan i den grad mærkes på hospitalerne, beretter Åse Bengård Andersen, som er ledende overlæge på infektionsmedicinsk klinik på Rigshospitalet.

- Vi har lige pludselig senge, som vi kan bruge til andre infektionspatienter, som har behov for indlæggelse, siger hun.

Hun henviser til, at hospitalet er godt i gang med at afvikle puklen af aflyste patienter. Men at der ulmer en bekymring over, at genåbningen medfører stigende indlæggelsestal og spolerer planen om at få afviklet de ventende patienter.

- Men indtil videre ser det ikke ud til at være tilfældet, siger hun og tilføjer, at den fulde effekt af de sidste store genåbninger først kan ses om flere uger.

- Vi har forberedt os på, at skulle der ske noget igen, hvis den tredje bølge skulle blive en realitet, så har vi en plan for, hvordan vi vil håndtere det. Men det er en plan, vi ikke håber, vi får brug for at aktivere, siger hun.

Blandt de indlagte ligger 36 på intensivafdelinger, fordi de er alvorligt syge. Og blandt de alvorligt syge er 24 personer forbundet til en respirator, der skal hjælpe dem med at trække vejret.

Ud over PCR-test er der ifølge Sundhedsstyrelsen foretaget 445.202 lyntest det seneste døgn, men de positive tilfælde herfra indgår ikke i smittetallene.

Det skyldes, at der er usikkerhed forbundet med testsvarene. Man opfordres derfor til at få foretaget en PCR-test, hvis man er testet positiv med lyntest.

Det seneste døgn er 7880 personer blevet færdigvaccineret mod corona. I alt har ti procent af befolkningen fået begge stik med en coronavaccine, mens 21,5 procent har fået mindst et stik.

FAKTA: Nu er ti procent af befolkningen færdigvaccineret

Yderligere 31.316 personer har fået det første stik med en coronavaccine, viser mandagens tal fra Statens Serum Institut.

Samtidig har 7880 personer fået det andet og sidste stik og kan derfor kalde sig færdigvaccinerede.

Det betyder, at godt 1,25 millioner danskere - svarende til 21,5 procent - har fået mindst ét stik. Af dem har 586.729 fået begge stik. personer fået begge.

Det svarer til, at 10 procent af danskerne nu er færdigvaccinerede.

Her kan du se, hvordan vaccinationerne fordeler sig regionalt. I parentes er angivet, hvor stor en andel af indbyggerne i regionen, der er tale om:

* Region Hovedstaden: 396.415 personer har påbegyndt vaccination (21,4 procent).

Færdigvaccinerede: 173.474 (9,3).

* Region Midtjylland: 275.193 (20,6).

Færdigvaccinerede: 134.142 (10,1).

* Region Nordjylland: 129.846 (22).

Færdigvaccinerede: 61.708 (10,5).

* Region Sjælland: 188.910 (22,5).

Færdigvaccinerede: 96.306 (11,5).

* Region Syddanmark: 263.480 (21,5).

Færdigvaccinerede: 121.099 (9,9).

I øjeblikket bliver vacciner kun tilbudt personer over 16 år. SSI opgør alligevel andelen af vaccinerede i forhold til hele befolkningen, fordi man ønsker at vurdere, hvor tæt man er på flokimmunitet.

Desuden forventes vacciner på et tidspunkt at blive tilbudt til yngre aldersgrupper.

Opgørelsen medregner kun de vaccinerede borgere, som stadig er i live og har bopæl i Danmark.

Statens Serum Institut kan ikke oplyse antallet af borgere, der har påbegyndt vaccination og siden er afgået ved døden.

Bemærk, at antallet af personer, der har fået første stik, også omfatter dem, der har færdiggjort vaccinationen.

Statens Serum Institut gør opmærksom på, at der kan være en forsinkelse i registreringen af de givne vacciner.

Kilde: Statens Serum Institut.