64 millioner skal ud af EU: Nu truer de med Trump

Imperiet slår igen: Donald Trump kan komme til at spille en vigtig rolle i Storbritanniens kommende forhandlinger om en exit-aftale med EU. Får Theresa May ikke, hvad hun ønsker, har hun hede handelsdrømme med den kommende amerikanske præsident

Foto: AP
Foto: AP

Tirsdag klokken 13 går den britiske premierminister Theresa May på talerstolen i Lancaster House i London, hvor lederen af 64,1 millioner briter forventes at præsentere en 12 punktsplan for briternes endelige farvel til EU.

Ifølge flere af de ledende britiske medier planlægger Mays administration at skære båndene til Den Europæiske Union hurtigt og helt.

Briterne skal ikke efterlades 'halvt inde, halvt ude'.

Dermed ser det ud til at Theresa May endegyldigt gør op med EU-støtternes håb om et 'blødt' brexit forud for de kommende exit-forhandlinger med unionen.

Se også: Trump forudser EUs sammenbrud: Borgerne er vrede på flygtningestrøm

Tandløse nordmænd
Vælger briterne den hårde løsning, kan det få konsekvenser for en række danske arbejdspladser, der blandt andet er afhængige af samhandlen med briterne. En samhandel der på nuværende tidspunkt toldfri, men fremadrettet kan blive markant dyrere, hvis briterne vælger at træde ud af det indremarked.

Professor i statskundskab og leder af Center for Europæisk politik ved Københavns Universitet, Malene Wind, forklarer, at man skelner mellem et blødt og et hårdt brexit.

- Et blødt brexit minder meget om en norsk løsning. Norge er heller ikke med i EU, men de er for eksempel stadig med i det indre marked. Men med den konstellation Norge har valgt, har de ingen politisk indflydelse på beslutningsprocesserne i EU, og samtidig skal de acceptere domme fra EU-domstolen. Det har Theresa May givet udtryk for, at Storbritannien på ingen måde ønsker, og dermed ligner det mere et 'hårdt' brexit, hvor Storbritannien stiller sig udenfor selskabet, lyder analysen fra professor Malene Wind.

Imperiet slår igen
Allerede før talen er afholdt, er dele af den blevet lækket.

- Vi vil ikke forsøge at holde på stumperne af et medlemskab, som vi forlader, vil Theresa May sige ifølge det britiske medie Sky News.

Hendes bemærkninger vil blive set som en direkte irettesættelse af de europæiske ledere, der gentagne gange har hævdet, at Storbritannien bliver nødt til at gå på kompromis med den frie bevægelighed, hvis landet ønsker fortsat medlemskab af det indre marked eller toldunionen.

- Vi søger ikke et delvist medlemskab af Den Europæiske Union eller noget, der vil efterlade os halvt inde og halvt ude, vil Theresa May fortsætte.

Ifølge The Telegraph vil premierministeren samtidig slå på, at Storbritannien uden for EU vil være en 'stor, global handelsnatio', der er 'respekteret rundt omkring i verden og stærk, selvsikker og forenet hjemme'.

En retorik der drager paralleller til den selvforståelse Storbritannien havde af sig selv under sin storhedstid op til 1920'erne, hvor imperiet var på sit største.

Vil blæse og have mel i munden
Ifølge Malene Wind skal Theresa Mays retorik ses som en del af de vigtige forhandlinger, der nu skal foregå mellem hende og EU, samtidig med den ses som et indenrigspolitisk instrument for at bekræfte baglandet i, at man ikke vil gå på kompromis med de løfter man gav i forbindelse med den skæbnesvangre afstemning der fandt sted i sommeren 2016.

- I talen vil Theresa May signalerer, at hun går efter et hårdt brexit, men samtidig sende signaler ud om, at man gerne vil blive ved med at handle med EU, så man ikke taber velstand. Hun vil gå på to ben, hvor hun både blæser og har mel i munden.

- Derfor vil hun både gå efter at have en frihandelsaftale med EU, men samtidig modsætte sig arbejdskraftens frie bevægelighed, der har været et centralt argument for briterne for at forlade EU.

Truer med Trump
Får Theresa May ikke, hvad hun kræver, har hun blandt andet truet med at lave en frihandelsaftale med Donald Trump samt sænke selskabsskatterne så meget i landet, at man vil kunne tiltrække og flytte store internationale virksomheders forretninger i fra andre europæiske lande til Storbritannien.

Samtidig er det fortsat usikkert, hvad et brexit vil betyde for de hundredtusindvis af EU-borgere, der til dagligt bor og arbejder i Storbritannien.

Alligevel mener Malene Wind, at EU sidder med de bedste kort på hånden, når den endelige aftale i løbet af de kommende år skal forhandles hjem.

- EU har meget at handle med. Der er ingen der tror på, at en frihandelsaftale med USA kan opveje det økonomiske tab en toldmur mellem EU og Storbritannien vil forårsage.

Det forventes at Storbritannien vil aktivere den såkaldte artikel 50 i Lissabon-traktaten om udmelding af EU inden april i år.

Derefter har briterne og EU to år til at forhandle detaljerne i skilsmissen på plads.

387 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere