7-årig brændt af på sin fødselsdag: Så gav fremmede ham kæmpe overraskelse

Syvårige Max fra Houston, Texas havde glædet sig til at fejre sin fødselsdag sammen med sine klassekammerater

Så syvårige Max få sit livs overraskelse her. Video: Caters

Ud af 30 inviterede børn var der kun én fra Max' klasse, der svarede på invitationen og dukkede op til festen. Han havde taget sin søster med, og dermed nåede det samlede antal gæster op på to.

Max havde glædet sig til at fejre fødselsdag sammen med klassekammeraterne, så han var forståeligt nok dybt ulykkelig, beretter nyhedsbureauet Caters.

- Alle, der kender Max, var fuldstændig knuste over det, der overgik ham, fortæller hans mor Susann.

- Han er sådan en god og sød dreng, at det er svært at høre, når sådan noget sker.

Susann sagde til Max at han skulle holde hovedet højt og fortælle, at festen havde været fantastisk, hvis nogen skulle spørge.

I mellemtiden kontaktede hun en lokal radiostation og fortalte om sin søns situation. Formålet var at skabe en debat om vigtigheden af at svare på invitationer, men hvad opkaldet førte med sig, havde hverken Max eller Susann drømt om.

Tilfældigvis lyttede cosplay-gruppen Houston Cosplay for Charity nemlig med, og medlem Brandi Coatsworth besluttede sig på stedet for at hjælpe Max.

Houston Cosplay for Charity klæder sig ud som superhelte for at samle penge ind til gode formål, og en måned efter den mislykkede fødselsdagsfest fik Max sig derfor sit livs overraskelse, da Wonder Woman, Deadpool, Captain America, Batman, Catwoman og flere andre superhelte holdt en surprise-fest for Max.

- At se glæden i hans ansigt er grunden til, at vi gør hvad vi gør, og det varmede virkelig vores hjerter at se sådan en sød dreng blive så glad, fortæller Brandi Coatsworth, som spiller Wonder Woman.

Cosplay

Cosplay er en sammensmeltning af ordene 'costume' og 'roleplay', og er en form for performancekunst med ofte tilhørende kostume og tilbehør, hvor man optræder som en specifik figur. Konceptet stammer oprindeligt fra USA, hvor man klædte sig ud som superhelte og skurke i forbindelse med festivaler for at hædre de serier, karaktererne stammer fra.

Hurtigt tog japanerne fænomenet til sig, og i Japan har cosplay vokset sig kæmpe-stort.

I dag forbindes cosplay-kulturen primært med at klæde sig ud som en lang række karakterer fra specielt japanske og østasiatiske medier, inklusiv manga, anime, tokusatsu m.fl. 

I Japan kan cosplay opleves ved offentlige arrangementer såsom computerspil-shows og cosplayfester på natklubber eller i forlystelsesparker. Det er ikke usædvanligt for unge japanske cosplayers at finde sammen med ligesindede i områder som for eksempel Tokyos Harajuku-distrikt.

I Danmark afholdes der hvert år en række større og mindre cosplay-conventions rundt omkring i landet. De tre store anime conventions i Danmark er J-Popcon som afholdes i DGI-Byen i København, SVScon som afholdes i Sportscenteret i Herning, og Genki som afholdes i Farum Arena.

Kilde: Wikipedia

Se det rørende øjeblik i videoen over artiklen.

Dermed fik Max en fantastisk, omend forsinket fødselsdagsfest, der sluttede med et sjovt twist.

- Vi var på vej hjem, da Max sagde 'mor, de ligner altså ikke dem fra filmene'.

- Jeg tænkte straks 'åh nej, han har regnet det ud', fortæller Susann.

- Men så sagde han 'jeg ved godt hvorfor - disse folk er de rigtige superhelte, og de har ikke tid til at være med i film hele tiden, så derfor hyrer de skuespillere, der kan spille dem'.

- Jeg fortalte ham, at han havde fuldstændig ret!

39 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere