7-årig dreng fra voldsramt hjem ønsker sig 'en god far' af julemanden

En dreng, der bor på et hjem for voldsramte med sin mor, har sendt et hjerteskærende brev til julemanden

Et brev til julemanden bliver delt vidt og bredt, og nu vælter det ind med doanationer, der står bag et hjem for voldsramte i Fort Worth i Texas. Modelfoto: Colourbox
Et brev til julemanden bliver delt vidt og bredt, og nu vælter det ind med doanationer, der står bag et hjem for voldsramte i Fort Worth i Texas. Modelfoto: Colourbox

Et hjerteskærende brev til julemanden skrevet af en 7-årig dreng ved navn Blake er gået viralt, efter det er blevet delt på Facebook af organisationen SafeHaven of Tarrant County, der driver et hjem for voldsramte familier i Texas

Oversat til dansk skrev drengen i sit brev:

'Kære julemand,

Vi var nødt til at forlade vores hus. Far var vred. Vi var nødt til at tage os af alle pligterne. Far fik alt det, han ville have. Mor sagde, at det var tid til at tage afsted, og at hun ville tage os til et sikkert sted, hvor vi ikke behøver være bange.

Jeg er stadig nervøs. Jeg har ikke lyst til at tale med de andre børn. Kommer du denne jul? Vi har ikke nogen af vores ting her. Kan du medbringe nogle letlæselige bøger, en ordbog, et kompas og et ur? Jeg ønsker mig også en meget meget meget god far. Kan du også sørge for det?

Kærlighed fra Blake.'

Dette brev er gået viralt på Facebook, siden det blev lagt op 18. december. Foto: Facebook/SafeHaven of Tarrant County
Dette brev er gået viralt på Facebook, siden det blev lagt op 18. december. Foto: Facebook/SafeHaven of Tarrant County

NBC News og Goodmorningamerica har blandt flere medier skrevet om det hjerteskærende brev, efter det er gået viralt på Facebook.

Har tavshedspligt
Organisationen, der står bag hjemmet for voldsramte, skriver i opslaget, at moren har fortalt, at hun for et par uger siden fandt brevet i drengens rygsæk.

Emily Hancock, der er udviklingschef hos SafeHaven of Tarrant County, fortæller til NBC News, at det ikke er første gang, de har delt 'kunst' kreeret af deres klienter, oftest børn.

- Denne delte vi med nogle af vores supportere, før vi lagde det på de sociale medier. Den understreger mange af de følelser, mange af vores klienter har - ikke kun børn, siger Emily Hancock.

Hun kan ikke udlevere mange informationer om 7-årige Blake og hans familie, da det strider imod organisationens tavshedspligt. Men hun fortæller, at de har opholdt sig på hjemmet i omkring en måned og stadig ikke har en dato for, hvornår de skal derfra.

Emily Hancock er overvældet over den store modtagelse, brevet fra Blake til julemanden har fået på Facebook. Efterfølgende har organisationen svømmet i donationer af både penge, bøger og legetøj.

- Det fantastiske er, at der nu er masser af mennesker, der åbner op omkring deres erfaringer med vold i hjemmet. Så dette opslag, som vi bare håbede ville få et par likes eller delinger fra vores følgere, kan forhåbentlig opmuntre nogle i lignende situationer til at opsøge den hjælp, de har brug for, siger Emily Hancock til NBC News.

Da drengen og hans familie ifølge SafeHaven of Tarrant County er dækket af organisationens tavshedspligt, har det ikke været muligt for de amerikanske medier eller Ekstra Bladet at dobbelttjekke, at brevet er skrevet af en 7-årig dreng, og at hans mor fandt det i hans rygsæk. Ekstra Bladet er dog fortsat ved at undersøge, om der findes flere informationer om brevets oprindelse.

41 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere